Klumme: Politisk utroværdigt at tillade skifergas
Selv om udvinding af skifergas måtte være miljømæssigt forsvarligt, så ændrer det ikke ved, at skifergas er FOSSIL energi og som sådan er med til at forværre klimaproblemerne.
Modelfoto/Colourbox.
Ved ikke at inddrage klimaaspektet bliver debatten om skifergas afstumpet og tendentiøs. Mange i befolkningen vil ikke umiddelbart kunne sondre mellem klima og miljø, men se det som to sider af samme sag. Til gengæld kan man forlange af sagkyndige, som arbejder med skifergas, at de kan forstå og forklare forskellen.
Rent teknologisk kan der med strenge krav om lukkede systemer, rensning af affald og genbrug af vand mv. sikkert findes løsninger på udvinding af skifergas, der er miljømæssigt forsvarligt.
Men det ændrer ikke ved, at den udvundne gas er FOSSIL gas, som skaber klimaproblemer. Når skifergassen afbrændes, så udledes til atmosfæren en mængde CO2, som ikke ville have været udledt, dersom den samme mængde energi var kommet fra vedvarende energi, primært sol og vindenergi. Skifergas er dermed ikke grøn energi og bliver det aldrig.
Derfor er der et troværdighedsproblem, når regeringen og Folketinget på den ene side taler meget om, at Danmark mere end andre lande gør noget for klimaproblemerne, men på den anden side med skifergaspolitikken følger lige i sporet på de værste klimasyndere, som er lande som Canada og USA.
Samtidig har man i befolkningen i levende erindring, at efter at der var installeret 400 MW solceller på 75.000 danske hustage, så skulle den ordning partout stoppes - også selv om der var skabt 4.000 nye jobs som et led i regeringens økonomiske kickstart.
Hvor regeringen ellers trygler befolkningen om at øge forbruget, så blev der brat lukket ned for et forbrug, der hedder solceller. Her var brede lag i befolkningen ellers parat til at investere 100.000 kroner og skabe nye arbejdspladser med udsigt til at forsyne sig selv med gratis elektricitet, når solcelleanlægget om en 8 til 10 år er betalt tilbage.
Det blev som bekendt stoppet, fordi en propagandamaskine havde fået det til at se ud, som om husejere med solceller proppede lommerne fulde af penge. I realiteten kan besparelsen ved solceller ikke blive større end det sparede elforbrug, som for en gennemsnitsfamilie er 8.000 kroner om året, en gevinst, som man altså skal vente på i op til en halv snes år. På et usagligt grundlag blev et mindre beløb på husholdningsbudgettet pludselig pustet op til at være noget meget stort, der krævede et hurtigt politisk indgreb.
Det var en udpræget grøn energipolitik, som blev gjort stendød, hvor man ellers med en tilpasning af tarifferne kunne have fået mange hundrede tusinde danskere til at opsætte solceller på deres hustage. Det er trods alt grønnere, at hente sit elforbrug ned fra hustaget, end at få det leveret fra el-selskabet, der henter elektriciteten fra afbrænding af – skifergas eller andre former for fossil energi.
Nettomålingsordningen var en udpræget succes og tilmed ubureaukratisk. Den burde have været revideret. Således at husejeren betalte et rådighedsbeløb på 8 øre pr. kWh for brug af el-nettet. Oven heri kunne der have været lagt et gebyr på måske 10 eller 20 øre, som blev opkrævet af elselskabet, men øremærket til yderligere udbygning og tilpasning af det samlede energisystem til fremtidens øgede mængder decentral og fluktuerende el-produktion fra solen og vinden.
Naturligvis har finansministeren et provenutab, sådan må det være, når forbrugerne skifter fra afgiftsbelagt forbrug – in casu elektricitet - til selvforsyning. Det er uundgåeligt, når afgifterne udgør to-tredjedele af prisen på elektricitet, således som tilfældet er i Danmark. Men der er selvfølgelig også et provenutab for finansministeren, når man kvitter cigaretterne, lader bilen stå og tager cyklen, bussen eller DSB.
Sådan er det at drive politik; det koster noget. Men hvor der ikke hetzes imod provenutabet fra tobakken, øllerne og benzinen, så var det pludselig i sommeren 2012 blevet et stort samfundsøkonomisk problem, at husejerne med solcellerne leverede et bidrag til et sundere miljø og klima.
En ligefrem løsning på provenutabet kunne have været, at finansministeren hentede de manglende penge ved nye, afgifter på fossil energi, som forårsager klimaproblemerne, og som vi derfor skal bruge mindre af.
Når det drejer sig om langsigtede, decentrale løsninger, der bærer den grønne farve, så svigter den politiske kreativitet i fatal grad. Kommer derimod en fransk energigigant som TOTAL og vil indlede udvinding af fossil energi i form af skifergas i den danske undergrund, så åbner ladeportene sig med hurtig tildeling af tilladelser, imens al tale om klimaproblemer forstummer.
Det lugter også slemt af, at når bare det er store, centrale energiselskaber, det være sig indenfor el-produktion, olie- eller gasudvinding, så er den politiske beredvillig stor og generøs. Det bliver pludselig oplagt at ignorere åbenlyse klimamæssige og økonomiske problemer.
For også at bringe vindmøllerne ind i debatten om dansk energipolitik, kan det konstateres, at det gør ikke noget, at elektricitet fra offshore vindenergi koster det dobbelte af elektricitet fra tilsvarende vindmøller på land. Offshore er det nemlig E.ON, Vattenfall og DONG Energy, som regerer, hvorimod de ikke kan komme igennem med deres vindmølleprojekter på land.
På land kunne de 1800 MW planlagte, nye vindmøller frem til 2020 med almennyttigt ejerskab ellers blive løftestangen for ny økonomisk udvikling i de danske udkantsområder, som sidder på fremtidens vedvarende energiressourcer. Vi har set meget vigtigt vindmølle pionerprojekter i Hvide Sande og Hanstholm, hvor de nye vindmøller finder befolkningens fulde opbakning.
I udkantsområderne bor der omkring 800.000 danskere, den fattigste af del befolkningen i øvrigt, men deres stemmer tæller helt øjensynligt mindre i dansk energipolitik end nogle få dominerende, internationale energiselskaber indenfor el, gas og olie.
Det kan jo ikke fortsætte på den måde med den politiske troværdighed i behold.
