23948sdkhjf

Energiø-stafetten: Claus M. Andersen, adm. direktør for Bornholms Energi og Forsyning

Energiø-stafetten blev i forrige uge sendt fra Søren Møller Christensen, konst. direktør for fonden Baltic Energy Island, til Claus Andersen, der er administrerende direktør i Bornholms Energi & Forsyning, BEOF. 

Navn, titel og virksonmhed?

Mit navn er Claus Andersen, og jeg er adm- direktør i Bornholms Energi & Forsyning (BEOF) - en bornholmsk multiforsyning, som leverer energi, vand og fjernvarme til bornholmerne – og sørger for at spildevandet bliver renset.

Hvad var din umiddelbare tanke, da du første gang hørte om Energiø Bornholm?

Et fantastisk visionært projekt, som løser tre problemstillinger på samme tid: 

Sikrer den massive udbygning med havvind, vi har brug for, sikrer en markant styrkelse af udlandsforbindelserne, som vi har brug for, løser problematikken med tab i AC transportledninger over store afstande, OG så udgør projektet lokalt en helt unik mulighed for Bornholm, som kan blive afgørende for øens udvikling i mange år fremover.

Hvad bliver i dine øjne den største udfordring for Energiø Bornholm – både i forhold til projektets realisering og i forhold til økonomien?

Den største udfordring bliver for mig at se, at vi vitterligt får skabt et ikon projekt, som kan blive rollemodel for de øvrige energiø-projekter i ind- og udland. For mig at se ligger her kimen til et nyt erhvervseventyr for Danmark, hvis vi lykkes med det. 

Det kræver dog, at vi får forløst en række teknologiske udviklingspotentialer, at vi får lavet et innovativt udbud og ikke mindst at vi får indtænkt lokal værdiskabelse, så projektet også bliver en rollemodel for, hvordan man skaber lokal opbakning og ejerskab – selv for projekter i mega-klassen, som der er tale om her.

Hvordan er din virksomhed forbundet med Energiø Bornholm?

Energiøen griber på den ene eller anden måde næsten ind i alle vores forretningsområder. 

En sammenkobling mellem Energiøen og det bornholmske elnet, vil overflødiggøre den reservekapacitet, som vi har ydet siden søkablet til Sverige blev etableret. 

En mulig ny tredje danske priszone (for el, red.), vil betyde at vi - og vores kunder – skal agere på et marked, som for første gang ikke hænger 100 procent sammen med resten af det østlige Danmark.

Omvendt forventer vi, at Bornholms fjernvarmesystem kan få gavn af overskudsvarme fra transformeranlægget, ligesom et eventuelt PtX element i projektet kan blive til en mulighed for at levere procesvand fra vores spildevandsanlæg.

Der er således både positive og negative effekter for BEOF i projektet, og vi er derfor optaget af, hvordan vi bedst muligt kan være med til at gribe alle de positive muligheder – ultimativt til gavn for bornholmerne.

Hvilke potentialer du og BEOF i Energiøen?

En hel masse, som ovenfor beskrevet!

Med energiøen skal vi for første gang lykkes med den storskala udbygning med vedvarende energi, som er nødvendig for at vi endeligt får løst klimakrisen. Der har vi med Energiø Bornholm muligheden for at skabe det ”blueprint”, som resten af verden efterfølgende skal kopiere.

Det kan give værdi for Bornholm, det kan give værdi for Danmark – og det kan give værdi for hele Verden. Det er en lidt højtflyvende vision, men jeg mener virkeligt, at vi her igen får chancen for at vise hele verden, hvad det er vi i Danmark kan inden for energiteknologi – til fælles gavn for os alle sammen.

Hvad kræver det for at I kan udnytte energiøens potentialer?

Samarbejde – og en innovativ tilgang.

Derfor er vi også en af partnerne bag fonden Baltic Energy Island, hvor vision er - på Bornholm - at skabe det samlingspunkt, hvor vi taler energiø-teknologi og erhvervsudvikling rundt om. 

Vi får ikke løst energi- og klimakrisen ved at sidde i hver vores silo og udtænke løsningerne. Kun ved at samle alle de gode og innovative kræfter får vi den hastighed og innovative tilgang mønstret, som er nødvendig for at nå i mål.

Hvilken del af energiø-projektet ser du personligt mest frem til?

Som ansvarlig for en energikoncern – og dermed energinørd - må det ubetinget blive sammenkoblingen mellem energiøen og det bornholmske elnet. 

Det er i noget omfang ny teknologi, men kan omvendt betyde en væsentligt forbedret forsyningssikkerhed for Bornholm og medvirke til, at der lokalt kan etableres såvel energi-krævende som -producerende virksomheder.

Hvem sender du stafetten videre til – Og hvorfor?

Jeg sender stafetten videre til Jacob Østergaard, professor og leder på DTU Wind, for hans utrættelige arbejde med forskning og udvikling inden for energiteknologi. 

Jacob har været en af de drivende kræfter bag at realisere visionen om Bornholm og Energiø Bornholm som et knudepunkt for teknologi- og erhvervsudvikling af energiø-teknologi.

Artiklen er en del af temaet Energiøer.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Energiø-Stafetten
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.61