Haderslev Kommune har politianmeldt BioCirc for brud på miljølovgivningen.
Det bekræfter kommunen over for Finans.
Politianmeldelsen kommer, fordi BioCirc ifølge kommunen har brugt for meget biomasse på sit anlæg i den sønderjyske by Sode. Kommunen mener, at anlægget havde tilladelse til at køre 200.000 tons biomasse igennem om året.
I realiteten havde anlægget modtaget mere end dobbelt så meget biomasse.
Biocirc Haderslev Biogas
- Anlægget er idriftsat i 2019 under navnet Naturbiogas Sode
- Naturbiogas Sode blev overtaget af Biocirc i 2023 for et trecifret millionbeløb og i samme ombæring omdøbt til Biocirc Haderslev Biogas.
- Anlægget kan producere 35 mio. kbm biometan årligt
- Anlægget har en officiel biomassekapacitet på 200.000 ton per år. Anlægget modtog imidlertid mere end dobbelt så meget biomasse i 2023.
BioCirc har brudt stribevis af regler på deres biogasanlæg rundt omkring i landet.
Ifølge tal fra Energistyrelsen, som selskabet selv har indberettet, overskred seks ud af selskabets otte anlæg i 2024 de tilladte mængder biomasse, de måtte modtage. I alt tog anlæggene imod 670.000 tons mere biomasse, end de var godkendt til.