23948sdkhjf

Energiselskab vil hjælpe mindre byer med at få fjernvarme med lokalt ejerskab

Energiselskabet E.ON er klar med en ny model kaldet Byvarme, der skal hjælpe med at få bragt fjernvarme ud til mindre byer, der traditionelt har haft svært ved at blive koblet på fjernvarmenettet, hvor man for eksempel har gasfyr i dag.

E.ON leverer viden og organisatorisk styrke, mens det er lokalsamfundene, der kommer til at eje og bestemme over Byvarme-anlæggene. Dette gøres igennem a.m.b.a’er – andelsselskaber med begrænset ansvar – der oprettes til formålet.

Det skriver E.ON i en pressemeddelelse.

- Byvarme er lokal fjernvarme med lokalt ejerskab. På den måde bliver der skabt en direkte kobling mellem forbrugerne, borgerne og beslutningstagerne i andelsselskabet, der jo også selv er borgere og forbrugere. Det er en kæmpe styrke – den lokale forankring kombineret med professionel styring og den store erfaring, vi har opbygget igennem drift af vores fem fjernvarmenet og værker, siger Bjørk Paamand Olsen, chef for E.ON’s varmeafdeling.

E.ON yder rådgivning, udarbejder projektforslaget, står for at sende anlægsopgaven i udbud og er med hele vejen i processen.

Når Byvarme-anlægget kører, står E.ON for drift og service i en indkøringsperiode på minimum 10 år - og bagefter kan samarbejdet forlænges.

Om Byvarme

Anlægget og varmekilde kan bestå af:

  • Varmepumpe, der står for ca. 75 % af produktionen.
  • Solfelt, der producerer sommervarme.
  • Elkedel, der sørger for forsyningssikkerhed.
  • Akkumuleringstank, der sikrer fleksibilitet i forhold til elnettet.

Størrelse og opbakning:

  • Kan variere efter de lokale forhold
  • Som udgangspunkt skal der mindst være 500 husstande
  • 70 % af byens samlede bygningsmasse opgjort i ”standardhuse” skal være med
  • 1 standardhus betegnes som: 130 m2 med årligt forbrug på 18,1 MWh
  • Omfatter både bolig, kommunale bygninger og erhverv

Kilde: E.ON

Byer med mindst 500 husstande

Mange byer ligger fjernt fra de store transmissionsnet med fjernvarme, og det er dem, som Byvarme kan komme til gavn.

Der er dog få, men afgørende krav til byernes størrelse og den lokale opbakning, for at det kan blive en økonomisk sund løsning for lokalsamfundet. Der skal som udgangspunkt være mindst 500 husstande.

- Vi ville selvfølgelig helst kunne tilbyde Byvarme til alle interesserede lokalsamfund, men vi har et skarpt fokus på at sikre, at Byvarme er rentabelt for alle parter, når vi først går i gang. Det betyder også, at vi i nogle tilfælde desværre må sige nej, fordi en by ikke har størrelsen, der skal til. Til gengæld er vi så sikre på, at Byvarme bliver en gevinst i de byer, hvor det bliver rullet ud, siger Bjørk Paamand Olsen.

Fokus på Sjælland

E.ON forventer, at det tager cirka 18 måneder, fra et projektforslag bliver accepteret, til det nye Byvarme-anlæg kan levere varme til de første husstande.

Fokus vil i første omgang være på Sjælland, hvor E.ON i forvejen har sine 13 lokalkraftvarmeværker og fem fjernvarmeværker. Og der er allerede nu god gang i dialogen med rigtig mange interesserede byer.

I Glumsø er der afholdt et borgermøde og nedsat en arbejdsgruppe, som netop har underskrevet en hensigtserklæring sammen med E.ON om at etablere Byvarme, så de kan blive de første til få etableret det nye fjernvarme-koncept.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094