23948sdkhjf

Virksomhed så "mørke" skibe nær Nord Stream 2 før lækager

To "mørke" skibe skulle angiveligt have passeret tæt på Nord Stream 2 kort inden gaslækager blev opdaget

En analyse af satellitbilleder fra den amerikanske virksomhed SpaceKnow viser angiveligt to såkaldte "mørke skibe" i nærheden af Nord Stream 2 i dagene op til den 26. september. Det skriver det amerikanske magasin Wired.

Ifølge Spaceknow skulle to skibe på cirka 95 og 130 meter have passeret få kilometer forbi det sted på gasrørledningen, hvor man senere opdagede et læk. Begge skibe havde deres AIS (automatiske identifikationssystem) slået fra. Det siger Jerry Javornicky, der er administrerende direktør og medstifter af SpaceKnow.

SpaceKnow har udleveret sin analyse til Nato, som efterfølgende, ifølge Javornicky, har bedt om "flere informationer". Det har ikke været muligt for Ritzau at bekræfte dette.

En talsperson fra Nato oplyser til Ritzau, at man ikke vil gå i detaljer med den hjælp, man får, og hvem der hjælper.

- Nato støtter de nationale efterforskninger, som er på vej, så alle fakta kan komme på plads.

Det lyder dog, at al tilgængelig information tyder på, at lækagerne på Nord Stream-rørledningerne stammer fra en "forsætlig og uansvarlig handling".

SpaceKnows administrerende direktør vil gerne fortælle om, hvad virksomheden har fundet frem til ved at analysere billeder fra flere satellitter.

- Vi har opdaget nogle mørke skibe, fartøjer af betragtelig størrelse, der passerede gennem interesseområdet.

- De havde deres positionssignaler slået fra, hvilket betyder, at omverdenen ikke kunne få information om deres bevægelser, lokation eller generel information om skibet, siger han til Wired.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få adgang til billederne i skrivende stund.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra SpaceKnow for at få yderligere informationer om firmaets analyse.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094