23948sdkhjf

Portræt af tre generationer af kreative billedmennesker: Fra varmeværker til augmented reality og biologiske byggematerialer

Fra papmodeller, kul og olie til augmented reality, biomasse og biologiske byggematerialer

- Det er naturligvis altid fedt at komme ud i den virkelige verden og arbejde med opgaver, der bliver realiseret, og hvor der stilles store faglige krav til løsningerne, men mødet med Arne Sørensen har givet mig et helt nyt indblik i, at jeg som tredje generation i Iversen/Enevold-klanen nok har en del af min passion med i rygsækken hjemmefra, og det er megainteressant.

Sådan siger arkitektstuderende Aske Enevold, der netop er vendt hjem fra et studiejob hos Arkikon i Grenaa, hvor varmeværker fylder en stor del af arbejdet.

Her sidder hans far arkitekt Thomas Enevold i direktørstolen. Og med en farfar, der har arbejdet med varmeværker og ingeniørfaget i årtier er der virkelig tale om at have fået arkitektur, kreativitet og fjernvarme ind med modermælken.

Mødet med Gunnar

En af Aske Enevolds opgaver hos Arkikon i denne omgang var at hjælpe til med en videreudvikling af bygninger og rammer hos varmeforsyningen i Frederikshavn, så de kan rumme nye tekniske anlæg.

Netop det projekt førte Aske Enevold sammen med energirådgiver Arne Sørensen, der har været med siden fjernvarmens barndom i 1970'erne, og som i 1980’erne slog sine folder med Aske Enevolds farfar Gunnar Iversen.

- Nogle gange er det tilfældigheder, der fører til forståelse for, hvorfor man laver det, man laver, siger Aske Enevold, der godt vidste, at farfaren Gunnar Iversen havde arbejdet med at projektere og opføre varmeværker, siden fjernvarmens spæde start.

- Mødet med Arne åbnede alligevel for en ukendt verden, der satte perspektiv og gav sammenhæng, fortæller Aske Enevold.

Pionerer i branchen

De to ingeniører Arne Sørensen og Gunnar Iversen arbejdede tilbage i 1980’erne tæt sammen og blev kendt som pionerer i fjernvarmesektoren. De rejste land og rige rundt og har stået faddere til mange fjernvarmeværker, imens de nysgerrigt har udnyttet udviklingen af nye teknologier og energikilder i deres arbejde.

Selvom den teknologiske udvikling fra kul over olie til gas, biomasse og solenergi fylder i erindringen hos Arne, er det alligevel de grundlæggende værdier ved deres samarbejde, der står kraftigst.

- Gunnar var meget løsningsorienteret. Han gik altid efter bolden og ikke efter manden, hvis der var knaster i projekterne, og det sker nogle gange, når projekterne er mange, og udviklingen går stærkt. Så var han fantastisk til at visualisere idéer og løsninger gennem skitser, så andre let kunne forstå dem, fortæller Arne Sørensen.

Blå bog: Gunnar Iversen 

  • Gunnar Iversen født 1944
  • 1969 Agro-Anlægsingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Horsens
  • 1970 Projektingeniør og senere medejer i Buur & Iversen
  • Deltog i udvikling af de første biomassebaserede fjernvarmeanlæg
  • 1987 Ingeniør hos Nordfab (senere Weiss A/S)
  • Projekt for Mariager Fjernvarme i 1987
  • Projekter for Øster Toreby Fjernvarme, Sydfalster Varmeværk Væggerløse og Nysted Varmeværk i 1988
  • Projekt for Nexø Varmeværk i 1989
  • 1990 Afdelingsleder i Birch og Krogboe
  • 1993 Bicester i England
  • Udvikling af fjernvarme ved udnyttelse af overskudsvarme fra industrien
  • 1994 Minsk i Hvide Rusland
  • Projektleder på TACIS EU-energiprojekt med henblik på at hjælpe virksomheder med energibesparelser for at frigøre sig fra russisk energi
  • 1995 St. Pedersborg i Rusland
  • Projektleder på opførelse af fabrik for Rockwool i Vyborg
  • Projektleder på renovering af indergård til Vinterpaladset (en gave fra Danmark)

Kilde: Arkikon

Historierne om Arne Sørensen og Gunnar Iversens stærke personlige relation og innovative tilgang til arbejdet har været lærerige for Aske Enevold, for hvem der efterhånden tegner sig et billede af Enevold/Iversen-klanen som generationer af kreative og nytænkende mennesker.

Gunnars kreativitet går nemlig igen – nu gennem sønnen Thomas Enevolds pen.

- Der er ingen tvivl om, at han (Thomas, red.) har fået mange af de samme evner og værdier ind med modermælken, for det er tydeligt, at også han er et kreativt billedmenneske, der ser og skaber arkitektoniske løsninger, hvor æstetik og funktionalitet er i harmonisk samspil. Et godt eksempel på det er Lemvig Varmeværk, siger Arne Sørensen.

Foregangsværk

Der er løbet meget vand under broen, og mange fjernvarmeværker har været forbi Arne Sørensen og Gunnar Iversens tegneborde, men et værk står særligt skarpt i Arne Sørensens erindring, nemlig Mariager Varmeværk.

- Jeg tror det var første gang, vi interesserede os for værkets arkitektoniske udtryk. Det var et meget spændende og udviklende byggeri, der blev placeret uden for byen, og fordi der blev fyret med halm, blev der ikke sparet på den gule farve, der blev et gennemgående visuelt tema, fortæller han.

Værket i Mariager kom også til at danne præcedens for mange fjernvarmeværker landet over.

Netop koblingen mellem æstetik og funktionalitet - som udtrykt i Mariager Fjernvarmes værk - har Thomas Enevold arvet efter faderen og gjort til sit levebrød fra fyrtårnet i Grenå.

Pap og augmentet reality

Det er ikke kun på direktørposten og i generationer, der er sket et skifte gennem de seneste 20-30 år. Arkitekturens arbejdsmetoder har nemlig ændret sig markant.

Gunnar Iversen, Arne Sørensen og Thomas Enevold startede, som så mange andre, med at tegne i hånden og på computeren, og siden via 3D-tegningerne. I dag er Thomas Enevold og Arkikon i fuld gang med interaktive, digitale arbejdsredskaber.

VR-brillen har gjort sit indtog og betyder, at Arkikon nu kan invitere kunderne med ind i alle faser af byggeriet og dermed give dem en rumlig fornemmelse af det.

Selvom der er stor tilfredshed med VR-brillerne, vil Thomas Enevold gerne tilbyde sine kunder en fælles oplevelse.

- Vi er i fuld gang med at arbejde med Augmented Reality. Flere mennesker kan stå sammen på byggepladsen og se på en fælles skærm, der viser 3D-modellen af det færdige byggeri med data på elementerne. Vi kan vise forskellige muligheder og afprøve forskellige løsninger, mens vi står der. Det er fantastisk effektivt for eksempel ved ombygninger og tilbygninger, siger Thomas Enevold.

Udviklingen er en ongoing proces i Arkikon, og det kommer ikke bag på Arne Sørensen. Æblet falder nemlig ikke langt fra stammen.

- Det er tydeligt, at Gunnar blev, og Thomas er, drevet af en særlig nysgerrighed og dedikation for teknik. I forhold til visualisering af projekterne er Thomas frontløber med at udnytte 3D print og augmented reality, som kombinerer fysiske og virtuelle data, siger Arne Sørensen.

Blå Bog - Thomas Enevold

  • Thomas Enevold (Iversen) - 1970
  • 1987 – 1993 Blikkenslager og VVS-montør
  • 1993 – 1995 Bygningskonstruktør fra Byggeteknisk Højskole i Horsens
  • 1995 Arkitektur på Vilnius Gediminas Technical University
  • 1995 – 1999 Arkitekt, konstruktør og byggeleder i typehusbranchen i Aarhus
  • 1999 – 2008 Projektleder og efterfølgende tegnestuechef hos Glindvad & Jeppesen
  • Første fjernvarmeværksprojekter blev udført i det lokale i 1990’erne
  • 2008 - Partner/Designchef og efterfølgende CEO hos Arkikon (tidligere Glindvad & Jeppesen)
  • I 2016 fejrede Arkikon 35 års jubilæum og 100 fjernvarmeprojekter i Danmark og udlandet
  • I 2022 kom Arkikon op på 350 projekter for forsyningsbranchen
  • 2022 Certificeret Rådgiver i Bæredygtigt Byggeri og Konsulent i Svanemærket byggeri fra MOLIO

Kilde: Arkikon

Tredje generation

De mange historier om frontløberne Gunnar, Arne og i vid udstrækning også Thomas Enevold  kaster et nyt lys Aske Enevolds hans egen indfaldsvinkel til arkitektstudiet, hvor han læser på bæredygtighedslinjen.

Som tredje generation af Iversen/Enevold-klanen er han nemlig blevet klar over, at der hviler en vis pioner-forventning over ham og hans arkitektarbejde.

Hans ophav fornægter sig da heller ikke. På arkitektskolen står den på nye eksperimenter for Aske Enevold.

Her vil han undersøge, hvordan muslingeskaller og tang kan omdannes fra biologisk materiale til bæredygtige og holdbare byggematerialer.

Så selvom Aske Enevold har arbejdet med både design af transformerstation, af elkedel - og varmepumpebygninger samt akkumuleringstanke, så er det ikke sikkert at det er her han kommer til at have sit fremtidige virke. 

Men han ender måske alligevel som pioner – inden for sit eget område. Det ligger i hvert tilfælde i hans DNA.


Blå Bog: Aske Svane Enevold

  • Aske Svane Enevold -født 1997
  • 2017 – 2018 Praktikant hos Arkikon
  • 2018 Praktikant hos Wad Landskabsarkitekter
  • 2018 – 2021 Bachelor i bæredygtig arkitektur fra Arkitektskolen Aarhus
  • 2021 Arkitektpraktikant hos LINK Arkitektur
  • 2021 - Kandidat i bæredygtig arkitektur fra Arkitektskolen Aarhus
  • 2022 Studentermedhjælper hos Arkikon
  • Visualisering af transformerstation til Konstant Net
  • Ny elkedel- og varmepumpebygning samt akkumuleringstank for Grenaa Varmeværk
  • Ny elkedelbygning og akkumuleringstank for Frederikshavn Forsyning

Kilde: Arkikon

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078