23948sdkhjf

Power-to-X har et problem – men det kan vendes til en grøn gave

Velviljen overfor Power-to-X-projekter er stor i disse år, men PtX-projekterne har et problem, som få taler om: Den betydelige mængde varme, et PtX-anlæg producerer, bliver ikke brugt til noget og udgør et betragteligt energispild. 

Power-to-X er på få år blevet en politisk darling og nyder stor positiv opmærksomhed – med god grund. PtX har potentialet til at løse nogle af tidens store energiudfordringer, og det er helt rigtigt at foretage ambitiøse investeringer i netop denne teknologi. 

I GreenLab er vi selv en del af udviklingen og sætter vores 12 MW og 100MW PtX-anlæg i drift i 2024.

Men Power-to-X er ikke kun guld og grønne skove. Faktisk gemmer PtX-produktionen på en hemmelighed, som ikke får så meget opmærksomhed, men som udgør en stor udfordring. Det drejer sig om køleenergien – nærmere bestemt nyttiggørelsen af køleenergien. Køleenergien i et Power-to-X anlæg er den varmeenergi, man fjerner fra et anlæg, for at holde det afkølet. Det sker ved, at man kører kølevand igennem anlægget, som afkøler udstyret ved at fjerne varmen fra det – en helt nødvendig proces for at forhindre overophedning.

Og hvad gør man så i dag med den varme, man har til rådighed, fordi anlægget er blevet kølet ned? Svaret er: ”ingenting”. Man sender varmen ud i luften og lever med det som en af omkostningerne ved at drive Power-to-X anlæg. 

Det har GreenLab sat sig for at gøre smartere. 

Derfor er vi lige nu i gang med et projekt, der skal gøre overskudsvarmen fra GreenLabs PtX-anlæg tilgængelig for en række lokale fjernvarmeværker, der så kan sende varmen ud i cirka 13.000 stuer på Mors og i Salling. Til gavn for både klimaet, økonomien og den geopolitiske energisituation.

Nyttiggørelse skal være et krav for PtX-anlæg

Jeg er ikke i tvivl om at nyttiggørelsen af kølevarme er fremtiden for Power-to-X. Faktisk mener jeg, at det bør være et krav for at få lov til at lave Power-to-X, at man kan redegøre for, hvor høj en overskudsvarmeudnyttelse man kan præstere.

Jeg mener, at man kun skal have lov til at lave Power-to-X, hvis man kan vise en høj nyttiggørelsesgrad af varmen. Vi kommer på sigt til at nyttiggøre 75 procent af den tilgængelige varme i vores projekt, og samtidig kommer vi til at lægge hovedledningen tæt på byer, der aldrig har haft fjernvarme. Så vi udnytter ikke kun billig varme – vi er også med til at skabe grøn omstilling, hvor den ellers ikke ville have fundet sted. Og det er alt sammen uden betydelig teknisk risiko for varmeværkerne.

Flere udfordringer

Der gemmer sig flere udfordringer med power-to-X og herunder også vandforbruget i produktionen. Hvordan løser man behovet for store mængder ultrarent vand uden at anvende drikkevand? Også her er GreenLab aktive med at se på perkolat og andre spilde-og råvandsprodukter, der kan bruges som alternativer.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094