23948sdkhjf

Kredsløb og bygningsejere i Aarhus tager energi-spring

I en tid med stigende energipriser er danskerne for alvor begyndt at se på varme- og elregningen. Også hos de store bygningsejere i Aarhus er der stort fokus på et lavere energiforbrug, og det mærkes direkte i EU-projektet Energispring Aarhus.

I Energispring Aarhus er 32 partnere, som repræsenterer 5,5 mio. kvm bygninger inden for kontor, handel, institutions- og etageboligbyggeri i Aarhus Kommune, gået sammen i et netværk med ét fælles mål: At reducere energiforbruget.

Projektet arbejder på to fronter: Dels har partnerne tilmeldt ca. 1,7 millioner kvadratmeter bygningsmasse i Kredsløbs database, hvor de har mulighed for løbende at overvåge energiforbruget og sammenligne med andre partnere. Desuden har Energispring Aarhus samlet de 32 partnere i et netværk, hvor der udveksles ideer og erfaringer.

Godt redskab i dagligdagen

Hos Kollegiekontoret i Aarhus, der administrerer ca. 5.000 boliger på 32 kollegier, er projekt- og driftschef Kim S. Møller glad for databasen.

-Vi har givet Kredsløb adgang til vores forbrugsdata, og nu kan vi på hver matrikel, som vi administrerer, følge energiforbruget. Det er et fantastisk godt redskab i dagligdagen, for dermed kan vi lynhurtigt se, hvis et kollegium halter lidt efter, siger Kim S. Møller.

Og det virker: I løbet af projektets to første år er der via databasen registreret et fald i forbruget af varme med 10.650 MWh. Det svarer til det årlige varmeforbrug i knap 600 parcelhuse på 150 kvm med to voksne og to børn.

Ikke hele æren

Energispring Aarhus kan dog ikke tage æren for hele energibesparelsen, understreger Casper Høgh Sønnichsen, netværksleder fra Kredsløb.

-Mange virksomheder har været i gang i nogle år og har det som en del af deres strategi og målsætning at bruge mindre energi og belaste klimaet mindre, siger han.

Det gælder blandt andet mejerikoncernen Arla, som kom med i Energispring Aarhus lige før sommerferien.

Nu overvåges energiforbruget i hovedsædet i Viby J og udviklingscentret Arla Innovation Centre i Skejby, sammenlagt ca. 60.000 kvm, via databasen i Kredsløb.

”Vi har siden sidste år reduceret varmeforbruget med 19 pct., men vi vil længere ned, og derfor meldte vi vores adresser ind til databasen i juni, siger . Morten Asferg, maskinmester i Global Facility hos Arla.

Forbrugsdata og netværk

Partnerne i Energispring Aarhus har gratis adgang til værktøjer, forbrugsdata og netværk. Netværket er opbygget, fordi Aarhus Kommune vil tættere på sine kunder i Kredsløb. Og det er lykkedes, siger netværksleder Casper Høgh Sønnichsen fra Kredsløb:

-Vi har udover netværksmøderne holdt kurser for partnernes varmemestre og ejendomsinspektører, og vi har derfor nu en endnu bedre dialog med dem, der faktisk går ude i bygningerne og skruer på ventilerne, siger Casper Høhn Sønnichsen.

Hos den nyligt tilkomne deltager i projektet, Arla, glæder Morten Asferg sig til at drage fordel af det netværk, der er tilknyttet Energispring Aarhus,

”Vi har forskellig baggrund og forskellige måder at løse tingene på. Derfor ser vi frem til at deltage i netværket i Energispring, hvor vi håber at få inspiration med hjem og give vores idéer og erfaringer videre til andre, siger Morten Asferg.

Fortsættelse følger

EU-projektet slutter med udgangen af 2022, hvor støtten fra EU’s Regionalfond ophører. Casper Høgh Sønnichsen håber og tror på, at projektets resultater videreføres.

- Det har taget tre år at nå hertil, hvor vi er i dag med 32 partnere og et velfungerende netværk. Travle bygningsejere sætter tid af til netværksmøderne, og Energispring Aarhus er en del af kommunens klimaplan. Vi leverer resultater, siger han.

Projektet har siden 2020 været drevet af Kredsløb og er støttet med ca. 1,8 mio. kr. fra EU’s Regionalfond.

Fakta og resultater i Energispring Aarhus

  •  32 partnere med 370 bygninger deltager i EU-projektet.
  • 5,5 mio. kvm bygningsmasse er repræsenteret, og Kredsløb overvåger energiforbruget i 1,7 mio. kvm.
  • Det samlede forbrug af varme er reduceret med 10.650 MWh siden medio 2020. Ifølge Dansk Energi bruger en gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn i et 150 kvm stort hus 18.100 kWh om året på varme.
  • Den samlede reduktion af CO2 er på 498 tons.
  • Kredsløb er Aarhus Kommunes forsyningsselskab, der leverer fjernvarme til 330.000 borgere og genanvender affald for 174.000 husstande i Aarhus Kommune.

Kilde: Erhvervsstyrelsen

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.579