23948sdkhjf

Limtræsproducent investerer millioner og omdanner savsmuld til glæde for fjernvarmeværker

Limtræsproducenten Lilleheden A/S i Hirtshals har netop investeret millioner i en ny og innovativ briketpresse, der omdanner overskudstræ fra produktionen af limtræsbjælker til bæredygtige og lagringsvenlige træbriketter.

Og den investering kan blandt andre Hirtshals Fjernvarme nu få glæde af. Når briketterne afbrændes hos Lilleheden, bliver varmen nemlig sendt direkte ud til de lokale fjernvarmekunder.

Det oplyser Lilleheden A/S i en pressemeddelelse.

Hos Hirtshals Fjernvarme glæder man sig over, at Lilleheden med briketpressen vil kunne øge varmeproduktionen i vintermånederne, så varmeværket kan skrue ned for gassen.

- Mens boligejere, der i dag fyrer med gas og olie, har travlt med at finde nye måder at opvarme deres huse på, oplever fjernvarmeværkerne landet over en stigende tilslutningsinteresse. Det øgede antal kunder betyder, at mange varmeværker er nødt til at tænke i nye baner, når de skal udvide varmeproduktionen, lyder det.

Særlig tilkobling

Hirtshals Fjernvarme er et af de fjernvarmeværker, der var tidligt ude i forhold til at finde alternative måder at supplere sin varmeproduktion på.

I 2001 indgik de en forsyningsaftale med Lilleheden, der betyder, at varmeværket i dag aftager overskudsvarme fra trævirksomheden, som via en særlig tilkobling bliver sendt direkte ud i fjernvarmenettet.

Oprindeligt kom varmen fra afbrænding af træspåner, som virksomheden havde i overskud fra produktionen af limtræsbjælker, men i vinterhalvåret er mængden af træspåner desværre begrænset.

Med Lillehedens nye investering i en briketpresse har trævirksomheden nu gjort det muligt at omdanne spåner og savsmuld, så de kan opbevares året rundt til glæde for blandt andre kunderne hos Hirtshals Fjernvarme.

Børge Vinther, der er bestyrelsesformand i Hirtshals Fjernvarme, forklarer:

- En af udfordringerne ved at bruge træspåner som brændsel er, at de er modtagelige for fugt, meget uhåndterbare og derfor svære at opbevare til vinteren, hvor vores kunder fryser allermest. Men hos Lilleheden - som hos så mange andre producenter i byggebranchen - foregår den største produktion jo i sommerhalvåret, hvor vejret er godt, og vi derfor ikke har brug for særligt meget varme. Derfor glæder det os, at Lilleheden nu har investeret i en innovativ briketpresse, der gør det muligt at komprimere deres spåner, så de kan lagres og bruges i de kolde måneder. Det er både en bæredygtig tankegang og godt for vores kunder, fortæller Børge Vinther.

Vil skrue ned for gassen

Hirtshals Fjernvarme, der oprindeligt baserede al sin varmeproduktion på gas, får i dag sin varme fra tre forskellige energikilder.

15 procent af varmen kommer fra Lillehedens afbrænding af overskudstræ, mens 80 procent kommer fra affaldsforbrænding hos Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (AVV).

Derudover producerer Hirtshals Fjernvarme selv fem procent af varmeforbruget på egne gaskedler. Med udsigten til at kunne få en mere fleksibel leverance af overskudsvarme fra Lilleheden i vintermånederne, håber Børge Vinter, at varmeværket nu kan skrue lidt ned for gassen.

- I dag har vi godt 2.500 forbrugere koblet på forsyningsnettet, men vi forventer, at der kommer flere til i løbet af de næste par år, fordi mange husstande omlægger fra olie- og gasfyr til andre løsninger. Det er derfor meget kærkomment, at vi i perioder nu kan øge varmeleverancen fra Lilleheden, da det simpelthen ikke hænger sammen økonomisk at producere mere varme på vores egne gaskedler. Forhåbentlig kommer vi endda til at skrue ned for gassen, i takt med at leverancerne fra blandt andre Lilleheden bliver større, afslutter Børge Vinther.

Investering i millionklassen

Ud over anskaffelsen af den nye briketpresse har Lilleheden også etableret en ny lagerhal til opbevaring af træbriketterne - en samlet investering på godt fire millioner kroner.

Direktør hos Lilleheden, Christian Esbensen, betragter investeringen som et naturligt led i at gøre virksomheden, der i forvejen anvender træ fra FSC-certificerede skove, endnu mere bæredygtig og ser frem til næste kapitel i samarbejdet med Hirtshals Fjernvarme.

- Førhen var vi nødt til at supplere vores træspåner med indkøbt skovflis i vintermånederne for at sikre nok varme til Hirtshals Fjernvarme. Nu bliver vi 100 procent selvforsynende med brændsel, fordi vi kan omdanne og opbevare overskudstræet fra sommerens produktion. Det er godt for både miljøet, klimaet og økonomien, fortæller Christian Esbensen og fortsætter:

- Desuden slipper vi fremadrettet for at køre vores træspåner væk om sommeren, når der ikke er noget varmebehov hos fjernevarmekunderne. Hidtil har vi solgt spånerne til virksomheder, der omdanner dem til for eksempel træpiller eller dyrestrøelse. Med den nye briketpresse bliver vi endnu mere bæredygtige, fordi vi bruger vores trærester på den mest optimale måde og reducerer transportomkostningerne til bortkørsel.

Træbriketter som alternativ

Det er ikke kun Hirtshals Fjernvarme, der vil få glæde af den nye briketpresse.

Lilleheden har nemlig flere træspåner, end Hirtshals Fjernvarme har behov for. Allerede nu er Lilleheden derfor i dialog med flere lokale fjernvarmeværker i Vendsyssel, der kan være interesserede i at købe træbriketter til deres egne kedler.

Det er især de værker, der i forvejen fyrrer med skovflis eller træpiller, som løsningen er interessant for.

- Det er vores opfattelse, at krigen i Ukraine også påvirker forsyningskæden af træpiller og skovflis. Med den nye briketpresse kan vi tilbyde de omkringliggende fjernvarmeværker et lokalt produceret alternativ i form af træbriketter, der passer i deres eksisterende kedler, og som ikke skal transporteres over lange afstande, forklarer Christian Esbensen.

Lilleheden blev grundlagt i 1930 og beskæftiger i dag 65 medarbejdere på fabrikken i Hirtshals.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125