23948sdkhjf

Fordobler kapaciteten: Dansk træpilleproducent køber op for anden gang på kort tid

Den danske aktør på det globale træpillemarked CM Biomass har netop fordoblet sin produktionskapacitet med et amerikansk opkøb.

Selskabet har købt alle Mohegan Renewable Energys (MRE) aktiver, herunder dets tre produktionsfaciliteter i Alabama, Mississippi og Tennessee, med en sammenlagt årlig kapacitet på omkring 350.000 tons træpiller.

Opkøbet skal booste en kritisk volumenstrøm af produkter via CM Biomass’ hubfacilitet i Mobile, Alabama og videre til den Mexicanske Golf.

- Vi er utroligt glade for at have indgået en aftale om et fuldstændigt opkøb af Mohegan Renewable Energy. Vi ser et spændende vækstpotentiale for MRE, som vi mener at kunne forløse med de rigtige investeringer i faciliteterne kombineret med synergieffekten fra vores øvrige anlæg i samme region. Fabrikkernes lokation passer perfekt i forhold til vores eksisterende og fremtidige Greenfield-projekter. MRE-fabrikkerne anvender Mobile som udskibningshavn ligesom vores nuværende fabrikker. Det betyder, at vi meget hurtigt opnår en kritisk masse rent logistisk, siger Simon Rodian Christensen, CEO for CM Biomass i en pressemeddelelse.

Med opkøbet af Mohegan Renewable Energy bliver USA det næststørste sourcing-marked for CM Biomass og samtidig det absolut største marked for produktion og sourcing til langtidskontrakter. 

CM Biomass råder over et distributionssystem med flere end 50 lagerhubs og solgte i 2021 3,5 millioner tons træpiller primært i Europa.

Stiler mod en million tons

CM Biomass startede sin amerikanske egenproduktion i Huntsville, Texas i december 2019, og med opkøbet af MRE kommer træpilleproducenten i 2022 til at fordoble sin produktionskapacitet til over 700.000 tons træpiller alene i USA. 

På baggrund af allerede besluttede nye projekter samt udvidelser af eksisterende anlæg, er forventningen at opnå en kapacitet på en million tons i 2023/24 alene på det amerikanske marked.

Fra MRE vil samtlige 70 produktionsansatte foruden eksisterende kontrakter, som dækker den nuværende produktionskapacitet frem til 2026 følge med til CM Biomass, der vil sikre, at forretningen fortsætter uden afbrydelser.

Opkøbet af Mohegan Renewable Energy udgør et væsentligt millionbeløb med flere betragtelige planlagte investeringer i opgraderinger af fabrikkerne.

Handlen er godkendt af konkurrencemyndigheder og er effektueret 1. februar, 2022.

Andet opkøb på kort tid

Det er anden gang på forholdsvis kort tid at CM Biomass foretager et opkøb. 

Kort før jul indgik CM Biomass en aftale med det svenske Ekman Group om købet af den danske Ekman-division med salg og produktion af træpiller.

Tilføjelsen af Ekman kommer til at styrke ikke kun forretningen med flere leverandører og kunder, men også den lokale forsyning i Danmark, idet Ekman råder over en af verdens første træpillefabrikker beliggende i Vildbjerg.

- Ekman besidder nogle klare styrkepositioner på det danske marked, som vi har været vældigt interesseret i. Mens CM Biomass har både volumen og distributionsnetværk baseret på leverancer til forsyningsselskaber og distributører, så kan en spiller som Ekman bidrage med specialiseret viden på særligt byggemarkeder. Det bliver et ekstra ben for os at stå på, foruden tilføjelsen af træpillefabrikken som styrker vores forsyningslinjer i Danmark, siger Michael Hjorth Christensen, COO i CM Biomass.

Svenske Ekman Group trak sig med frasalget af den danske division helt ud af markedet for træpiller.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172