23948sdkhjf

Sindal Biogas og nordjysk storentreprenør i ny stor transportaftale

Svend Aage Christiansen A/S fra Østervrå i Vendsyssel og Sindal Biogas har netop underskrevet en ny fireårig transportaftale, som ikke alene bliver entreprenørvirksomhedens største til dato, men også medfører en udvidet transportdivision på cirka 30 pct.  samt investeringer i millionklassen. 

Det oplyser den nordjyske storentreprenør i en pressemeddelelse. 

Den nye aftale sker i forbindelse med, at Sindal Biogas er i gang med en massiv udvidelse af biogasanlægget, som medfører en fordobling af kapaciteten for biogas til 21 mio. kubikmeter årligt, svarende til at kunne opvarme 12.500-15.000 almindelige parcelhuse. Derfor er der nu behov for at udbygge et eksisterende samarbejde væsentligt. 

- Med en så stor udvidelse øges transportbehovet selv sagt også, og i stedet for at få kørt 200.000 ton gylle og biomasse skal vi nu i stedet have kørt 400.000 ton, fortæller biogascontroller hos Sindal Biogas, Stig Kristensen, i pressemeddelelsen.

I forbindelse med udvidelsen af biogasanlægget har Svend Aage Christiansen desuden været entreprenør på byggeriet af proceshallen på 700 kvm. 

Udvider divisionen med 30 pct

Den nye fireårige aftale medfører hos Svend Aage Christiansen A/S, som foruden transport også beskæftiger sig med byggeri, landbrug og har maskinstationer, en udvidelse af transportdivisionen med hele 30 pct. og investeringer i millionklassen. 

Der er blandt andet tale om investeringer i tre nye lastbiler samt to tanktrailere og en trailer med grab, og herudover vil man hos Svend Aage Christiansen i den kommende tid opruste på medarbejderfronten med flere chauffører. 

– Transportområdet er for os et spændende forretningsområde, som rummer et stort potentiale, og derfor er divisionen også under løbende udvikling og udvidelse – med såvel nye medarbejdere og nyt materiel, siger direktør i Svend Aage Christiansen A/S, Søren Nørgaard, i pressemeddelelsen.

– Særligt forventer vi os meget af transportområdet i forbindelse med produktionen af biogas og som led i den grønne omstilling af landbrugssektoren, og derfor er det også et område, som vi i koncernen investerer i og arbejder med at udvikle, fortsætter han.

Sindal Biogas er netop nu i gang med indkøring af biogasanlægget, der forventes at være producerende fra midt oktober.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094