Klumme: Lagring af CO2 i Nordsøen er en nødvendighed
Fangst og lagring af CO2 har i mange år været omdiskuteret, for er det ikke bedre at satse på mere vedvarende energi fremfor at lagre CO2 i undergrunden? I princippet jo, men hvis vi skal nå den ambitiøse målsætning om at reducere udledningerne med 70 procent i 2030, er det nødvendigt at anvende hele paletten af teknologiske muligheder. Udviklingen af miljømæssigt sikre løsninger til lagring koster imidlertid penge til udvikling og afprøvning. Folketingets flertal har afsat ekstra 197 mio. kr. til pilotprojekter over de næste to år. Går det godt kan lagring i undergrunden under Nordsøen bidrage til 70 procent-målet og være med til at erstatte nogle af de job, der forsvinder i takt med at olie- og gasudvinding trappes ned og forsvinder.
Fangst af CO2 fra røggasser og efterfølgende deponering i undergrunden har været diskuteret i mange år. Tilbage i 00’erne overvejede man i EU at gøre krav om CCS (Carbon Capture and Storage) til en forudsætning for etablering af nye kul- eller naturgasværker. Det blev dog ved tanken. I stedet blev der afsat et betydeligt beløb til innovative VE-teknologier, herunder CCS. Søgningen var imidlertid beskeden og projekterne blev – vist med en enkelt undtagelse – ikke til noget. Nok mest fordi at der var ringe tillid til, at EU's CO2-kvoter ville komme så højt op i pris, at CCS kunne konkurrere.
Prisen på CCS vurderes fortsat at være høj; ifølge Klimarådet omkring 1.000 kr. pr. deponeret ton, hvoraf de to tredjedele udgør omkostningen med af opfange CO2. Men holdningen til CCS er ændret markant. I dag vurderes det som en klar nødvendighed at anvende CCS-teknologier for at kunne undgå faretruende global opvarmning. Det har faktisk været anbefalingen fra FN’s klimapanel i nogle år og herhjemme kom Klimarådet sidste år med den samme anbefaling som en del af sin samlede anbefaling om, hvordan Danmark når sin 70 procent-målsætning.
I EUDP har vi over et par omgange givet tilskud til projekter, der handler om at filtrere CO2’en ud af røggassen fra bl.a. affaldsforbrændingsanlæg og røggas fra cementproduktion, og vi kan på ansøgningerne se, at interessen fortsat er stor. Det er derfor meget positivt, at regeringen har besluttet at afsætte knap to gange 100 mio. kr. i 2021 og 22 til pilotprojekter med transport, filtrering og deponering af CO2 under Nordsøen. Det kan forhåbentlig bringe os tættere på løsninger, der kan opskaleres.
For selvom at teknologien til dels er gennemprøvet, er der meget, der skal falde i hak, før den kan realiseres i større skala. Det gælder bl.a. identificering af de geologiske formationer, der er velegnede. Der er ifølge GEUS – vores nationale ekspert på geologiske formationer – typisk tale om formationer, der ligger 800 meter eller mere under Nordsøens bund og har en struktur, der er vel-egnet til at optage den injicerede CO2, typisk udtjente gas- og oliefelter. Det har ifølge GEUS desuden af afgørende betydning, at de overliggende geologiske lag er egnede til at udgøre en barriere, så man kan være sikker på at den samlede ”forsegling” holder CO2’en nede i undergrunden.
Potentialet er til gengæld stort, og kan dermed bidrage til, at vi kan deponere CO2 fra affaldsforbrændingsanlæg, biomassefyrede kraftværker og for eksempel cementindustri i undergrunden, dvs. der hvor den kom fra oprindelig. På sigt vil noget af den opfangede CO2 desuden kunne anvendes til at er-statte fossil baseret kulstof i andre produkter som brændstoffer til tung transport samt til materialer. Den del betegnes i fagsprog som CCU (Carbon Capture and Utilisation).
Ud over de åbenlyse klimagevinster kan teknologierne forhåbentlig også bidrage til at skabe nogle job, der kan erstatte nogle af de arbejdspladser, der nødvendigvis må forsvinde fra olie- og gassektoren.
Artiklen er en del af temaet Klumme.
