23948sdkhjf

DTU-forsker: Vi kan ikke komme i mål med grøn omstilling uden atomkraft

Bent Lauritzen, sektionsleder for strålingsfysik ved DTU Fysik, mener, at moderne atomkraftreaktorer af 3. generation og de kommende 4. generation er sikre i forhold til ældre teknologier.

Og derfor mener han også, at man skal bruge atomkraft aktivt for at sikre den grønne omstilling - også i Danmark.

Det siger han, og pointerer også, at det ikke er for sent at komme i gang.

Ingen grøn omstilling uden a-kraft

Bent Lauritzen ser med alvor på klimakrisen, og adspurgt til dette - i forhold til atomkraft - er svaret klart:

- Jeg tror ikke, vi kommer i mål med den grønne omstilling uden atomkraft. Det lyder firkantet, men jeg tror ikke på det. Vi er jo ikke i nærheden af at fjerne fossile brændstoffer.

Så hvis vi ser på f.eks. Paris-aftalen og planen om 70 procent CO2-reduktion i 2030, så er de ikke realistiske, medmindre man tænker i andre baner?

- Nej, det mener jeg ikke, de er. Man kan godt i mindre områder som Danmark producere mindre CO2, hvis vi baserer os på import af strøm og biomasse. Og det tæller ikke med i vores CO2-regnskab på papiret. Men hvis vi tænker det i en større sammenhæng, europæisk eller globalt, så tror jeg ikke på vi kommer i mål uden atomkraft.

For sent?

En del af debatten har også gået på, at det allerede kan være for sent at etablere atomkraft, fordi det juridiske og bureaukratiske arbejde omkring det tager lang tid, og selve byggeprocessen af et atomkraftanlæg tager lang tid.

Men det er en fejlslutning, hvis man spørger Bent Lauritzen.

- Jeg har hørt den før, men jeg ved ikke helt, hvad man mener med at være for sent ude. Jo længere tid man venter, jo længere tid vil der gå, før man får det bygget. Jeg tror ikke vi kommer i mål uden atomkraft, så jeg tror, at jo længere tid vi venter, jo længere tid skubber vi problemet med øget CO2-udledning foran os.

- Så jeg har svært ved at købe argumentet om, at det er for sent. Det lyder som at man er imod atomkraft, og blot leder efter argumenterne.

Paris-aftalen har jo en bagkant i 2050. Vil man kunne nå at have atomkraft her til lands til den tid?

Ja, det ville man sagtens kunne nå, hvis man ville, lyder det fra Bent Lauritzen.

Følg med resten af ugen på Energy Supply, hvor vi vil gå mere i dybden med blandt andet molten salt-reaktorer, en diskussion om for og imod atomkraft og en filosofs betragtninger om, hvorfor modstanden mod atomkraft lader til at være indgroet i den danske selvforståelse.

Kommenter artiklen (9)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11