23948sdkhjf

Klumme: Fjern snubletråde og unødigt fordyrende bureaukrati

Der bliver talt om, at det offentlige skal gå forrest i den grønne omstilling. Alligevel er vi nu vidne til, at politikerne indfører mere bureaukrati og flere unødvendige snubletråde, der bliver benspænd for udbygningen af solceller på offentlige bygninger.

Det er nedslående at være vidne til politikere, der gang på gang lovpriser den grønne omstilling som den rette vej og som nøglen til genstarten af Danmark, for som det næste at konstatere, at de selvsamme politikere forringer betingelserne for produktion af grøn strøm.

Det klinger hult.

Regionerne vurderer også selv, at der i kølvandet på de nye regler vil blive installeret færre regionale VE-anlægsprojekter.

Før jul blev et flertal af Folketingets partier enige om, at regionerne skal sidestilles med kommuner, når de opfører solceller til egenproduktion af strøm. Det er unødigt bureaukrati, der kommer til at koste regionerne både i form af tid og penge.

Et betydeligt lovarbejde er skudt i gang her i februar og forventes at være færdigbehandlet og klar til at træde i kraft fra den 30. juni 2021. Dansk Solcelleforening er i princippet enige i, at reglerne for staten, regionerne og kommunerne bør være ens. Men vi er uforstående overfor, at man ensretter reglerne til det ringere både for regionerne, VE-opstillere og den grønne omstilling.

I vores optik var det mere hensigtsmæssigt, at de nuværende regionale regler, der faktisk fungerer, er afsæt for en ændring af de kommunale regler. Kravet om selskabsdannelse er administrativt tungt, uanset der kun er krav om at danne ét selskab per kommune og ét per region.

Erfaringerne fra kommunerne viser jo netop, at de kommunale særregler har bremset produktionen af grøn strøm som følge af unødigt og fordyrende bureaukrati. Siden 2013 er opsætningen af kommunale solcelleanlæg gået langsommere og langsommere, og i 2019 blev der ifølge tal fra Energistyrelsen ikke sat et eneste kommunalt solcelleanlæg op.

Stort potentiale på offentlige bygninger

Dansk Solcelleforening mener at potentialet for produktion af grøn strøm er stort på offentlige bygninger, hvis betingelserne skrues rigtigt sammen, så de fordrer VE-udbygning i stedet for at bremse den. SustainSolutions har lavet en beregning for potentialet for produktion af grøn strøm bare på de kommunale tage, og når frem til at anlæggene vil kunne producere 880.200 megawatttimer hvert år svarende til en CO2-reduktion på omtrent 175.000 tons.

Klimapartnerskabet for energi og forsyningssektoren har vurderet at solenergi skal tidobles frem mod 2030 for at nå 70 pct.-målsætningen.

Det kræver udbygning af sol på flere fronter, og her skal tagarealerne på offentlige bygninger tænkes mere aktivt ind som en del af løsningen.

Paradoksalt nok trækker de ændringer, der nu lovbehandles, i den stik modsatte retning. Dansk Solcelleforenings vurderer ikke de nye vilkår vil føre til flere solceller på offentlige bygningers tagarealer, snarere tværtimod.

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063