23948sdkhjf

Klumme: Godt at Eldrup-kommission sætter fokus på Klondyke-tilstande

Eldrup-kommissionen satte med sin anden delrapport fokus på et meget vigtigt emne – det som Anders Eldrup under fremlæggelsen af delrapporten beskrev som ”Klondyke-lignende” tilstande i kommunerne.

Situationen er opstået, fordi kommunerne i iveren efter at få sat ladestandere op nogle gange har tilsidesat de langsigtede interesser i at understøtte et velfungerende marked. Med delrapporten opfodrer Eldrup-Kommissionen derfor til et opgør med disse tilstande ved at få præciseret kommunernes rolle.

Det anbefales bl.a., at der indføres et lovkrav om udbud ved opsætning af ladestandere i kommunerne. Det skal sikre at alle potentielle leverandører til opladning af elbiler kommer i spil, så udrulningen kommer til at ske så omkostningseffektivt som muligt. 

Der er ingen tvivl om, at konkurrencen på lademarkedet længe har haft det svært. Det skyldes delvist, at der indtil for nyligt kun har været et begrænset antal ladeoperatører på markedet.

Her er der dog sket rigtig meget det seneste år. Senest har tankstationerne for alvor meldt sig på banen, og Drivkraft Danmarks medlemmer stod således for ca. halvdelen af de projekter, der opnåede støtte fra den statslige pulje til hurtig- og lynladere i december. Noget tyder dog på, at ikke alle kommuner er blevet opmærksomme på denne udvikling. 

Af den grund ser vi igen og igen eksempler på, at attraktive placeringer ”foræres” væk efter først-til-mølle-princippet, og uden at markedet testes. Derfor er det glædeligt, at Eldrup-Kommissionen netop fremhæver det problem.

Det tydeligste eksempel på kommunernes manglende fokus på konkurrence er nok tilladelsen til at opsætte en lynlader foran Frederiksberg Rådhus. Her har kommunen i sin behandling fokuseret på, at den pågældende ladeoperatør allerede var i gang i kommunen og derudover tilbød at sætte ladestanderen op ”gratis”.

Enhver, der har spillet Matador, ved dog godt, at en grund nær Frederiksberg Alle ikke er gratis, og at den egentlige pris derfor er den leje, som ladeoperatøren undgår at betale for rådigheden over den meget attraktive grund.

Det havde kommunen nok også fundet ud af, hvis den havde ulejliget sig med at undersøge markedet. Så havde man formentlig set, at andre ladeoperatører havde været villige til at betale for at anvende grunden – til gavn for Frederiksbergs borgere og konkurrencen på lademarkedet. 

Med sager som den på Frederiksberg, er det glædeligt, at Eldrup-kommissionen endelig lægger op til, at kommunale ladepladser fremadrettet skal sendes i udbud. Det vil sikre konkurrence med flere ladeoperatører på banen og ikke kun dem, der allerede har gode kontakter på rådhuset.

Samtidig er det vigtigt, at kommunerne også stiller krav om fri og lige tilgængelig, nemme betalingsløsninger og billig indadgående og udadgående roaming på tværs af operatørerne.

Forhåbentlig vil Eldrup-kommissionens anbefalinger bidrage til, at vi fremadrettet undgår ”Klondyke-tilstande” og i stedet kan se frem mod et velfungerende marked med stor konkurrence, hvor ladeprodukterne nemt og billigt kan sammensættes på kryds og tværs, så de passer til den enkelte elbilists behov.

Bolden er nu givet op og ligger hos regeringen, Folketinget og kommunerne. Som repræsentant for en del af de nye ladeoperatører, venter Drivkraft Danmark i første omgang spændt på regeringens ventede infrastrukturudspil.  

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083