23948sdkhjf

Refa MSK: Det bliver kun advokaterne, der kommer til at tjene på det her

Hårdknude.

Det kan man vist roligt sige at situationen mellem Refa MSK, Maribo Varmeværk, Sakskøbing Fjernvarme – og til dels også Lolland Varme – er endt i. 

- Det er tåbeligt og så ærgerligt. Jeg er rigtig ked af, at det ikke er lykkedes, siger bestyrelsesformand hos Refa MSK Henrik Høegh om de kuldsejlede forhandlinger mellem parterne. 

De kan ikke blive enige om vilkårerne i de varmeaftaler, der i flere år har ligget til grund for, at de to varmeselskaber i Maribo og Sakskøbing har kunnet modtage varmen fra Refa MSK. 

Nu står Refa MSK i en rekonstruktion – overfor en mulig konkurs. Og på fredag skal parterne i Skifteretten, der således vil tage stilling til sagen.

Men alt dette var aldrig intentionen, uanset hvad nogen måtte tro, fortæller Henrik Høegh.

- Vi har strakt os og gjort hvad vi kunne for at undgå det her. Vi ønsker at fortsætte med at producere varme. Vi har bestemt ikke haft nogen intention om at skulle i rekonstruktion, siger Henrik Høegh. 

Står og falder ved 66 kroner
Hele sagen starter i maj måned, hvor det går op for Refa MSK, at man kommer til at mangle 8 millioner kroner. Otte millioner kroner, som man indtil april 2020, havde fået udbetalt for at producere el på halm. 

- Vi går derfor i dialog med de to selskaber, og vi bliver enige om nogle nye priser, der betyder at varmeregningen hos forbrugerne vil stige med 66 kroner om måneden. Vi var også enige om det fremtidige afskrivningsgrundlag for gælden. Det er også derfor at det er så ærligt at vi ikke kunne få enderne til at mødes, siger Henrik Høegh om det forløb, der har ført frem til den noget trælse situation, som parterne befinder sig i nu.

Prisstigningen betød, at Refa MSK fik dækket godt fem millioner kroner af underskuddet på otte millioner.

- Vi accepterede at forsøge at finde de sidste tre millioner selv. Det, der gjorde, at vi skiltes var, at de (Maribo Varmeværk og Sakskøbing Fjernvarme, red.) ville have en garanti for, at de 66 kroner var prisen frem til 2036, hvor aftalen udløber, siger Henrik Høeg og tilføjer: 

- De ville have en garanti for, at det var den endelig prisstigning, og det kan vi ikke give dem. Ingen ved jo, hvordan elprisen bliver, og de 66 kroner er beregnet ud fra den nuværende gennemsnitlige pris, men den kan jo ende med at blive langt højere eller lavere. Maribo og Sakskøbing forlangte at garantien for fortsat lave varmepriser skulle komme fra alle øvrige borgere i Guldborgsund og Lolland Kommune. Det sagde kommunerne nej til. 

Klar til at forhandle

Henrik Høegh fortæller, at han håber, at der i løbet af onsdagen eller torsdagen kommer en løsning, så forbrugerne er sikret varme – også efter fredag - og at Lolland Varme kan undgå at etablere et nødforsyningsanlæg til flere millioner kroner. 

- Jeg er rigtig, rigtig ked af, at det her ikke er lykkedes. Det er kun advokaterne, der kommer til at tjene penege på det her. Det bliver langt dyrere end de 66 kroner, siger han. 

Hvis ikke, der findes en løsning inden fredag, ja, så sætter han sin lid til mødet i Skifteretten.

- Jeg håber, at Sakskøbing efter fredagens møde vil bede os om, at vi kan lave en aftale om nogle varmeleverancer, da de er dårligst stillet. Og så håber jeg vi finder en løsning med Maribo snart. Vi er parate til tale, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078