308 millioner til CO2-lagring, grøn cementproduktion og en sensor-værktøjskasse
Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) støtter 41 nye energiteknologiske projekter med 308 mio. kr., der fremmer udviklingen af grønne og klimavenlige energiteknologier.
Der er stadig mulighed for at få tilskud til dit grønne projekt EUDP udsender indkaldelse og ansøgningsmateriale i denne uge. |
Blandt de støttede projekter er et af de første livtag med CO2-lagring i Danmark, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Hård konkurrence om midlerne
Da ansøgningsrunden lukkede i marts havde EUDP modtaget 88 projektansøgninger med et samlet ansøgt støttebeløb på godt 897 mio. kr. Der er således blevet søgt om knap tre gange så stort et beløb, som der er bevilget, hvilket glæder EUDP’s bestyrelsesformand Anne Grete Holmsgaard.
- EUDP er sat i verden for at kunne give det nødvendige økonomiske skub til perspektivrige energiprojekter. Jeg kan på baggrund af denne runde konstatere, at idérigdommen og innovationslysten i Danmark lever i bedste velgående. Vi har som bestyrelse fået vores sag for i udvælgelsen af de bedste projekter i et stærkt felt, siger Anne Grete Holmsgaard.
Greensand & Nini
Blandt de 41 støttede projekter finder man et af de første livtag med CO2-lagring i Danmark. Projektet Greensand skal klarlægge, om reservoir og eksisterende infrastruktur på Nini-feltet i den danske Nordsø kan benyttes til miljø- og sundhedsmæssig sikker lagring af CO2.
Hvis arbejdet er en succes, er målsætningen at kunne lagre 0,5 millioner tons CO2 om året. Det fulde CO2-lagringspotentiale i området kan være op til 3,5 millioner tons CO2 om året.
- Vi er glade for at EUDP støtter Project Greensand. For første gang skal det nu testes om et reservoir i Nordsøen kan benyttes til lagring af CO2. Det ser vi frem til, og vi glæder os til et godt og konstruktivt samarbejde i konsortiet, siger projektleder Johan Byskov Svendsen fra INEOS Oil & Gas Denmark.
Aalborg Portland og GreenCem
EUDP har ligeledes støttet projektet GreenCem, der har til formål at finde den mest lovende teknologi til at gøre cementproduktion CO2-neutral.
Projektet skal udvikle et integreret CO2-fangstanlæg, der er unikt tilpasset procesbetingelserne i Aalborg Portland i forhold til anvendelse af termisk energi, røggaskomposition og lokalitetslogistik, så man kan opnå de lavest mulige omkostninger til CO2-fangst. Projektet ledes af Aalborg Portland.
- Vi er utroligt glade for støtten fra EUDP, som gør det muligt for os sammen med de øvrige projektpartnere at undersøge mulighederne for CO2-fangst. Med GreenCem-projektet tager vi hos Aalborg Portland en aktiv rolle for at klarlægge de nødvendige tekniske løsninger og økonomiske forudsætninger for at kunne fange CO2 og gøre cementproduktion CO2-neutral, siger direktør Michael Lundgaard Thomsen.
Tracy og sensorværktøjskassen
EUDP støtter desuden udviklingen af et intelligent LED-infrastruktursystem til fremtidens grønne og intelligente bygninger. Projektet er en udvidelse af den patenterede teknologi og produktet ”Tracy”, som blandt andet kan håndtere indsamling af nøgledata, overvågning og styring af bygningers energiforbrug, belysning, opvarmning, indeklima, ventilation mv. LED-teknologien bliver en plug-and-play infrastruktur for sensorer og andre Internet of Things-enheder ved at udvikle en open-source 'sensor-værktøjskasse'.
- Med dette EUDP-projekt vil vi på afgørende vis kunne accelerere udviklingen af en ny infrastruktur i nye og eksisterende bygninger, hvor LED-lys kan medvirke til at integrere IT-systemer, data, IoT og facility management i øvrigt. Da LED-lyset typisk anvender lav-spænding, f.eks. 12V som i vores biler, opnås helt nye muligheder for at integrere lys, sensorer, kameraer m.v. på en meget enkel vis, i øvrigt med et langt mindre forbrug af bl.a. transformatorer, konvertere og lignende, siger projektleder Lars Frederiksen, CTO i LED iBond International A/S.
Se listen over samtlige 41 projekter her
FaktaDe 41 støttede projekter udgøres af henholdsvis 29 EUDP-projekter, 11 IEA-teknologinetværk samt et projekt i en særlig Power-to-X-pulje. Projekterne fordeler sig på en række teknologiområder: Energieffektivitet: 10 projekter får i alt 104 mio. kr. Kilde: Energistyrelsen |