23948sdkhjf

KL: Vi når ikke politisk ambition om at lukke affaldsværker

Folketingets partier med undtagelse af DF og Nye Borgerlige er enige om at lukke flere forbrændingsværker.

Det er helt urealistisk og en urimelig tidsfrist, når et flertal i Folketinget i en aftale om affaldshåndtering giver kommunerne seks måneder til at få overblik over, hvilke forbrændingsværker der skal lukke.

Det siger næstformanden i Kommunernes Landsforening (KL), Martin Damm (V), der også er borgmester i Kalundborg Kommune.

Regeringen og en bred vifte af Folketingets partier har tirsdag præsenteret en aftale, der skal danne rammerne for en grøn affaldssektor. Blandt andet skal der nedbringes overflødig kapacitet til at brænde affald af.

- Det er helt håbløst. Det her er enormt komplekst og ikke noget, man bare lige ordner søndag formiddag.

- Forligspartierne har taget den nemme del, og så har de overladt den svære del til kommunerne med en urimelig tidsfrist, siger Martin Damm.

Martin Damm siger, at kommunerne ikke kommer til at kunne at lægge en plan inden for de seks måneder, der er afsat.

Derfor vil man nu tage stilling til, om man overhovedet vil igangsætte opgaven med at udvælge forbrændingsværkerne.

- Vi må tage bestik af, om det er noget, vi vil gå ind i fra kommunernes side.

- En opgave kan være så håbløst, at det er bedre at smide bolden tilbage, siger Martin Damm og tilføjer, at KL's bestyrelse skal tage endelig stilling på et møde torsdag.

Det er de værker, der forurener mest og er mindst effektive, der skal lukkes.

Hensigten er, at kapaciteten bliver tilpasset den mængde affald, som kommer i fremtiden. Det fører til mindre forbrænding og dermed mindre CO2-udledning.

Alle folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er med i aftalen.

Hvis ikke kommunerne kan fremlægge en plan, træder en række sanktioner i kraft. Herunder en udbudsbaseret model, hvor kapaciteten nedbringes gennem konkurrence, fremgår det af aftalen.

Forud for aftalen tilbød KL ellers at komme med en plan for, hvordan man bedst og billigst kunne planlægge nedlukningen af flere forbrændingsværker.

Men det ville formentlig tage omkring 12 måneder, anslår Martin Damm.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094