23948sdkhjf

Det mener de: Ny affaldsplan er et opgør med forbrændingsnationen Danmark

Opdateret 16. juni 2020, kl 12:47

Dansk Energi: Starten på en ny klimaepoke
- Vi skal brænde meget mindre plastik af og genanvende langt mere og vi skal fange CO2 hvis affaldssektoren skal bidrage til Danmarks klimamål, siger administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard og fortsætter:

- På den måde kan aftalen blive starten på en ny og nødvendig klimaepoke for den danske affaldssektor, og den vil ligge helt i tråd med anbefalingerne fra Klimapartnerskabet for energi og forsyning.

DI: Kun de mest effektive tilbage
Aftalen sikrer store mængder ensartet materiale, som kan eftersorteres effektivt og i høj kvalitet. Samtidig bliver der mindre affald og derfor skal det kun være de mest effektive, topmoderne og højteknologiske forbrændingsanlæg, der bliver tilbage, når mængden af affald til forbrænding falder. 

- Vi skal af med overkapaciteten på forbrændingsanlæggene. Mere genanvendelse betyder, at der bliver mindre til forbrænding. Derfor skal vi tilpasse kapaciteten. På den måde reducerer vi også importen af affald, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Plastindustrien: Opgør med forbrændingsnationen
Aftalen får ros med på vejen af brancheorganisationen Plastindustrien, hvor miljøpolitisk chef Christina Busk er særligt begejstret for, at der nu sker en strømlining af de kommunale affaldsindsamlinger.

- I dag er Danmark fortrinsvis en forbrændingsnation - og det skal ændres. Derfor er der brug for markante investeringer i nye sorterings- og genanvendelsesteknologier for at rykke landet i en grønnere retning. Med aftalen bliver affaldsmarkedet nu lukket mere op, og det gør det væsentligt mere attraktivt for private aktører at foretage de nødvendige teknologiske investeringer, hvilket vi selvsagt hilser velkommen, siger Christina Busk. 

KL: Ikke hvad vi havde håbet på
- Det er desværre ikke den aftale, vi havde håbet på. Vi ser stadig en risiko for liberalisering af kritisk infrastruktur, hvilket ikke er til gavn for hverken klimaet eller danskerne, siger Martin Damm fra KL: 

Affaldsområdet er komplekst, og nørklede paragraffer og EU-regler i den reviderede aftale efterlader kommunerne med en usikkerhed, om der alligevel er banet vej for en liberalisering af bagdøren.

- Nu skal vi læse os grundigt ind i aftalen, men vi er alvorligt bange for, at vi ender samme sted, som regeringen startede - nemlig en liberalisering af vores kritiske infrastruktur på forsyningsområdet, som affaldsområdet også er en del af. Vi skal have undersøgt det her til bunds, før vi går ind i en aftale med regeringen, siger Martin Damm.

Ordførerne om aftalen

Tommy Ahlers, klimaordfører, Venstre: Med aftalen nedbringer vi CO2-udledningen og skaber et mere frit marked for affald. Nu kommer vi til at genanvende mere og afbrænde mindre, og samtidig bliver det muligt at opbygge et privat marked for genanvendelse.

Ruben Kidde, klimaordfører, Radikale Venstre: Jeg er stolt over aftalen, fordi den rummer mange helt afgørende elementer for en cirkulær økonomi, som Radikale Venstre har kæmpet for i årevis. Det gælder de ensartede og bindende sorteringskriterier. Udbuddet af genanvendeligt affald fra kommunerne til et innovativt marked. Og en konkret plan, der sikrer udfasning af affaldsforbrænding og import af affald til Danmark.

Signe Munk, klimaordfører, SF:- Vi skal sortere mere og lade langt mindre affald gå op i røg. Det gør, at vi begrænser udledningen af CO2 til gavn for klimaet. Vi sikrer nu en politisk kontrol med, at de gamle og mest forurenende affaldsanlæg lukkes ned, samtidig med håndteringen af affaldet bliver grønnere og mere klimavenlig.

Mai Villadsen, klimaordfører, Enhedslisten:- For os i Enhedslisten har det været helt afgørende, at kommunerne selv får en mulighed for at komme med en plan, der kan mindske forbrændingen af affald, i stedet for at det bare overlades til markedet. Det er en sejr, at det er lykkedes, ikke bare for Enhedslisten, men også for fællesskabet og for klimaet.”

Mette Abildgaard, klimaordfører og politisk ordfører, Konservative: - Vi har med denne aftale fundet en god balance, hvor vi sikrer mere genbrug og mindre afbrænding. Det giver vigtige CO2 reduktioner, men uden at det bliver for besværligt for borgerne, da et typisk parcelhus vil få 2-4 affaldsspande at sortere i. Samtidig skabes der nu et fundament for et privat marked for genanvendes, til glæde for både klimaet og dansk erhvervsliv.

Josephine Fock, politisk leder, Alternativet: - Med denne aftale sikrer vi, at der produceres mindre affald, at mere affald skal genanvendes og at mindre skal forbrændes. Jeg er glad for, at kommunerne kommer til at stå for nedbringelsen af kapaciteten og antal af forbrændingsanlæg og at private aktører kommer til at stå for genanvendelse og cirkulær økonomi, som er et område, hvor Danmark gerne skulle tage førersædet.

 Alex Vanopslagh, klimaordfører og politisk leder, Liberal Alliance: - Aftalen lægger op til en grønnere affaldssektor gennem mere udbud, mere liberalisering og mere konkurrenceudsættelse – det er jo kolde ord, der går lige ind i det liberalistiske hjerte. Vi er samtidig glade for at have fået med, at affaldsgebyret generelt ikke må stige, og at borgerne nu max skal sortere deres affald i fire forskellige spande.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094