23948sdkhjf

Hvorfor skal klyngeorganisationer konsolidere sig? Tre svar fra Glenda Napier

Den danske energisektors tre store klyngeorganisationer House of Energy, Clean Energi og Energy Innovation Cluster forener innovationskræfterne, når de til sommer går sammen i én ny klyngeorganisation Energy Cluster Denmark.

Men giver konsolideringen af de tre klynger mening og hvorfor?

Det har adm. direktør hos Energy Innovation Cluster Glenda Napier svaret på - eller rettere tre forklaringer på.

- Først og fremmest giver det teknologisk mening. Vi har i Danmark en fælles ambition om en 70 procents reduktion i CO2-udledningen i 2030. For at nå den, skal innovationsdagsordenen i den danske energisektor fortsat kredse om tværgående emner som elektrificering, digitalisering og lagring; om en mere bæredygtig energiproduktion og om en øget integration og forbrug af vedvarende energi i energisystemet. Det er den tværgående dagsorden, som taler ind i vores fælles mål, lyder det fra direktøren.

Hun påpeger, at hvis det skal være realistisk at nå 70-procents-ambitionen, så bliver man nødt til at forholde sig til hele energisektoren på én gang og ikke nøjes med et individuelt industrisyn.

- Øget sektorkobling og mere power-to-x er eksempelvis en forudsætning for at få mere vedvarende energi ind i energisystemet. Når vi samler innovationskraften inden for energiproduktion, energiinfrastruktur, energilagring og energieffektivitet i Energy Cluster Denmark, så er det for at styrke alle energiområder i en forenet tilgang til vores fælles teknologiske udfordring, skriver hun i et notat til Energy Supply.

Mere for pengene
Konsolideringen betyder i følge Glenda Napier også, at man får mere innovation for pengene. 

Forudsætningen for fremtidens erhvervsfremme og nogle af kriterierne for at kunne søge om offentlige erhvervsfremmemidler, er at der er færre og større erhvervsremmeaktører, det vil sige én klyngeorganisation per styrkeposition i Danmark.

- Da klyngeorganisationer agerer som en erhvervsfremmeaktører og hjælper danske virksomheder ind i spændende innovationsaktivter og projekter, er det således en bundet opgave for os at forenkle – men samtidig er det en præmis, vi skal omfavne. Vores chancer for at for at kunne kanalisere flere innovationsmidler ud til at løse de teknologiske udfordringer på energiområdet er styrket, når vi går sammen. Derfor udarbejder vi netop i disse dage også i fællesskab en større ansøgning til innovations- og erhvervsfremmesystemet, skriver Glenda Napier.

Ét sted 
Som sidste og tredje forklaring på, hvorfor konsolideringen giver mening, skal ses ud fra et medlems-perspektiv.

- Vi får en ny organisation, som forener hele sektorens innovationsbehov og aktiviteter, og derfor giver det mening, at hele energisektoren kun skal kigge og engagere sig ét sted, når det drejer sig om innovation relateret til energi, skriver Glenda Napier.

De tre klyngeorganisationer forener formelt kræfterne i 2020 efter godkendelse i de ledende organer i de pågældende klynger.

Hvor og hvem?

De tre klynger har adresser så forskellige steder som Sorø, København, Sønderborg, Aalborg og Esbjerg, men hvordan det fremtidige set-up bliver i forhold til geografisk placering er der endnu ikke offentliggjort. 

Det er heller ikke besluttet hvem, der skal være direktør eller bestyrelsesformand for den nye store klynge. 

Idag er Lykke Friis, Peder Østermark Andreasen og Torben Funder-Kristensen bestyrelsesformænd for henholdsvis House of Energy, Energy Innovation Cluster og Clean Energy. 

Henrik Bjerregaard, Preben Birr-Pedersen og Glenda Napier administrerende direktører for henholdsvis Clean Energi, House of Energy og Energy Innovation Cluster.

Medlemmerne af Energy Innovation Cluster, House of Energy og Clean Energi vil kunne overføre deres medlemskab til den nye klyngeorganisation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078