23948sdkhjf

Biogasprojekt skudt til hjørne efter lokal modstand

Tønder Kommune bremser stort biogasanlæg ved Vester Terp – projekt til over en halv milliard kroner skrinlagt efter borgerprotester og politisk nej.

Et planlagt biogasanlæg til over 500 mio. kr., der skulle forsyne 22.000 husstande med grøn energi, bliver ikke til noget. 

Med enstemmig beslutning har Tønder Kommunes klima-, vækst- og udviklingsudvalg (KVU) sagt nej til lokalplanen for anlægget i Vester Terp og Lovrup.

Det skriver JydskeVestkysten.

Bag projektet stod Shell Biogas (tidligere Nature Energy) med ambitioner om at omdanne 850.000 ton organisk affald årligt til 30 mio. kubikmeter biogas. Men ifølge politikerne var infrastrukturen i området ikke gearet til den øgede trafik, og modstanden fra lokalbefolkningen – i form af 54 indsigelser og protester – fik afgørende betydning for beslutningen.

- Vi er ærgerlige og overraskede over, at klima-, vækst- og udviklingsudvalget går imod forvaltningens indstilling og også imod de danske og europæiske politiske ambitioner om energiomstilling og forsyningssikkerhed, udtaler projektleder hos Shell Country Chair i Danmark, Jesper Bundgaard, til JydskeVestkysten.

Afgørelsen går imod kommunens egen forvaltnings anbefaling og markerer et sjældent tilfælde, hvor borgernes protester har fået politikere til at afvise en større grøn energiinvestering. 

Det er dog ikke nødvendigvis enden på biogasplanerne i Tønder, da Shell og Nature Energy arbejder videre med andre mulige placeringer – herunder Løgumkloster og Agerskov. 

Den endelige afstemning i byrådet finder sted den 21. august.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047