Linka Group får nye ejere

Linka Group har fået nye hovedaktionærer.
Brian Pedersen sælger aktiemajoriteten i energispecialisten Linka Group til erhvervsinvestoren Christoffer Lassen og investeringsselskabet Kincap. Brian Pedersen forbliver dog som medaktionær og bestyrelsesmedlem, mens de nye ejere skal bidrage med kapital, erfaring og netværk, der skal styrke gruppens position i markedet.
Det oplyser Linka Group i en pressemeddelelse.
- Det har været vigtigt for mig at finde de rigtige majoritetsejere til virksomheden, så den positive udvikling kan fortsætte. Med Christoffer Lassen og Kincap får Linka Group ejere, der både deler vores værdier og ser de store muligheder, der er i markedet, udtaler Brian Pedersen.
Med det nye ejerskab bliver målet at styrke ekspansionen af virksomhedens aktiviteter.
Linka Group består af selskaberne Linka Energy A/S, Jernforsen Energy AB og Weiss ApS og beskæftiger knap 100 medarbejdere i Danmark og Sverige. Linka Group leverer anlæg og løsninger til industri, landbrug og fjernvarmeværker i både Danmark og internationalt.