23948sdkhjf

Hofor vil til bunds i anklager om vold ved biomasseplantage i Brasilien

 TV2 har bragt en nyhed om, at Hofors leverandør af biomasse i Brasilien, Amcel, skulle have truet og slået to søstre i forbindelse med en strid om landområder ved plantagen.

- Hofor kan naturligvis ikke acceptere vold og trusler. Hvad der er sket i det konkrete tilfælde, ved vi ikke med sikkerhed. Men det er vi i fuld gang ved at undersøge, siger forsyningsdirektør Jane Egebjerg Andersen i en pressemeddelelse, og fortsætter:

- Det er kun godt, at vi bliver gjort opmærksom på områder, hvor der kan være problemer. Det er nemlig fuldstændig afgørende for os, at produktionen af biomasse er bæredygtig, og at alt omkring produktionen, herunder de sociale forhold, også er i orden.

Skal bringes i orden
Håndteringen af de landkonflikter, der løbende opstår i og omkring den pågældende plantage skal være i orden. Alt skal køre efter de detaljerede regler, der er fastlagt i de kontrolsystemer, Hofor benytter sig af.

- I forhold til den biomasse, vi køber fra Amcel, benytter vi os af tre forskellige certificeringer, herunder FSC-certificeringen, der er en af de absolut stærkeste globale certificeringsordninger og bredt anerkendt i NGO-miljøet for netop at sikre bæredygtighed. Vi har også selv besøgt og kontrolleret vores brasilianske leverandør tre gange i 2019. Og vi har – som situationen er nu og med den viden, vi har – fortsat tillid til vores leverandør, siger Jane Egebjerg Andersen og fortsætter:

- Men det er naturligvis vores klare forventning, at certificeringsordningerne, herunder FSC, og deres kontrolsystemer, der foretager kontrollen efter deres regler, fanger mulige problemer.

Kræver forklaringer fra kontrolsystemer
Hofor iværksatte allerede i sidste uge en række initiativer, der kaste lys over sagen.

Hofor har blandt andet anmodet FSC og et andet certificeringssystem, SBP, om en forklaring på de problemer, der er identificeret.

Der er indkaldt til møder, hvor samtlige rutiner skal gennemgås med henblik på at sikre, en bedre rapportering og vurdering af forholdene. 

- Den organisation (ASI), der godkender og kontrollerer certificeringsvirksomhederne og fungerer som en slags ”tilsyn”, er ifølge vores oplysninger allerede i gang med en undersøgelse af den konkrete kontrolvirksomhed (SCS), og vi venter på en – forhåbentlig – klar tilbagemelding herfra om kort tid, skriver Hofor i pressemeddelelsen.

Desuden er Hofor bekendt med, at SCS nu vil gennemføre en ny undersøgelse i området, der bl.a. skal undersøge konflikten mellem de to søstre og Amcel.

Ny uafhængig undersøgelse
Hofor har ligeledes taget kontakt til sin leverandør, Amcel, så parterne i fællesskab kan komme til bunds i, hvad der sket. I den sammenhæng undersøger Hofor, om der er nogle konkrete procedurer, der skal strammes op på.

- Vi har endvidere bedt en uafhængig kontrolvirksomhed, Nepcon, om at iværksætte en kontrol af de problemer, der angiveligt er i forhold til rapporteringen. Og så kigger naturligvis også indad og ser, om der er noget i vores egne kontrolsystemer, der kan forbedres, skriver Hofor.

Det oplyses, at repræsentanter for Hofor snarest vil tage til Brasilien for at undersøge på hvilke områder, kontrollen kan forbedres. 

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109