23948sdkhjf

Med politi-eskorte: 30 tons varmepumpe nu på plads i Asaa

Aktive Energi Anlæg (AEA) er godt i gang med at levere et komplet 2 MW luft-til-vand varmepumpeanlæg til Asaa Fjernvarme.

Den 30 tons tunge varmepumpe er netop transporteret til Asaa fra Østjylland på en blokvogn.

Da den samlede højde på transporten oversteg det tilladte gennem tunnelrøret under Limfjorden, blev den tidligere på måneden i nattens mulm og mørke fragtet med politi-eskorte gennem Aalborg City, over Limfjordsbroen og videre til Asaa i Nordjylland.

Velankommet til Asaa blev varmepumpen bakset på plads og AEA er nu klar til næste etape, som er test af anlægget.

Energioptagere, fordamper og indirekte køling
Ud over det komplette varmepumpeanlæg med tilhørende energioptagere, omfatter projektet bygningsarbejder, tilslutning til eksisterende installationer og udenomsarealer med beplantning, belægninger og parkering.

Aktive Energi Anlæg har indgået et samarbejde med Johnson Controls Danmark A/S om levering af varmepumpeanlægget, der er af lavtryks R717 skruekompressoraggregater og højtryks R717 stempelkompressoraggregater.

Varmepumpens hovedkomponenter er bestående af fordamper, LT- og HT-kompressorer samt en kondensator til at overføre den optagne varme til værkets fjernvarmekreds.

Varmepumpeanlægget er opbygget som en løsning med indirekte køling, hvor energien fra udeluften overføres til en glykolkreds, som overføres til selve varmepumpen gennem en våd fordamper, hvor kølemediet er NH3.

De valgte energioptagere (fordampere) er af V-typen, hvor to køleflader deler om det samme sæt blæsere og som er en ”kompakt type” i forhold til den energi, som skal hentes fra udeluften.

Aktive Energi Anlæg A/S har ligeledes indgået et samarbejde med DME A/S om udførelse af SRO-arbejder.

Idriftsættelse på Valentines Day
Test af anlægget er startet op 13. januar 2020, og endelig aflevering af det samlede anlæg forventes at blive ultimo marts.

Asaa Fjernvarme A.m.b.a. vil med kombinationen af det nye varmepumpeanlæg og det eksisterende solvarmeanlæg få et komplet anlæg, der i vintersæsonen kan anvende varmepumpeanlægget og i sommersæsonen udnytte solvarmeanlægget fuldt ud.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125