23948sdkhjf

Entreprenører misforstod: Guldborgsund gentager prækvalifikation

Fire entreprenørfirmaer havde søgt om prækvalifikation i forbindelse med Guldborgsund Forsynings EU-udbud vedrørende totalrenoveringen af Nykøbing Falster Renseanlæg.

To af ansøgerne har dog misforstået kravene, hvorfor Guldborgsund Forsyning har besluttet at gentage invitationen til at deltage i tilbudsgivningen.

Det var kravene til et enkelt punkt i udbudsmaterialet, nemlig dokumentation af og fremsendelse af referencer, der har været årsag til misforståelsen.

I stedet for blot at udelukke de to selskaber har Guldborgsund Forsyning altså valgt at give dem en chance til.

Årsagen er forsyningsselskabet vurderer, at alle fire selskaber er kvalificerede til opgaven, men da reglerne for EU-udbud ikke gør det muligt at efter-indhente de manglende oplysninger, har forsyningsselskabet derfor valgt at genudbyde projektet.

Projektchef hos Guldborgsund Forsyning Jesper Reinhold pointerer dog, at det kun er de to selskaber, der misforstod kravene, der skal søge igen.

- For ikke at besværliggøre processen med genudbuddet for de firmaer, som allerede har lagt et stort arbejde i ansøgningen om prækvalifikation, har vi oprettet mulighed for, at det materiale, som vi allerede har modtaget, kan genleveres i en ’copy-paste løsning’, så det arbejde ansøgerne har leveret, ikke skal omgøres, siger Jesper Reinhold.

Trecifret millionbeløb
Udbuddet af totalrenoveringen af Nykøbing Falster Renseanlæg er etape tre af i alt fem etaper, der skal bringe Guldborgsund Forsynings renseanlæg helt up-to-date.

Nykøbing Falster Renseanlæg er det største af de fem projekter og udbydes som hovedentreprise i prækvalifikation og anlægget skal have den helt store tur.

- Efterhånden som vi bygger nyt, så river vi det gamle ned. Vi har lavet flere omkoblingsplaner og så tager vi det i faser, har projektchef Jesper Reinhold, Guldborgsund Forsyning tidligere forklaret til Energy Supply.

Når hele projektet er slut vil Guldborgsund Forsyning ende med et spritnyt anlæg. Undtagen de to procestanke. De får lov at blive stående, da de er for gode til at blive sendt på skrotpladsen. Derudover er det næsten op til byder at vælge og vrage mellem teknologier og udstyr.

- Det er et EU-udbud så rent lovgivningsmæssigt kan vi ikke vælge udstyret. Vi har haft Envidan til at regne på processer, pumpekapacitet og komponenter, men ud over det er der frit valg, fortæller Jesper Reinhold. 

Ingen forsinkelser
Guldborgsund har tidligere meldt ud, at man forventer at tage første spadestik til den store opgave i maj 2020 med teknisk aflevering af hele projektet i oktober 2021.

Og det holder man fast i – også selvom der nu skal bruges lidt tid på at få indhentet de nye oplysninger fra de to ansøgere.

- Genudbuddet kommer ikke til at medføre forsinkelser i forhold til den oprindelige tidsplan, idet vi har optimeret processen frem mod det endelige valg af samarbejdspartner og kontraktunderskrivelse. Bl.a. har vi indsnævret forhandlingsperioden efter tilbudsfristen for det første tilbud, siger projektchef Jesper Reinhold, Guldborgsund Forsyning og tilføjer: 

- Så tidspunktet for, hvornår vi går i jorden og hvornår vi afslutter, er der ikke ændret på. Dermed ligger den endelige afleveringsfrist for det nye anlæg i oktober 2021 ligeledes fast.

Det er Guldborgsund Forsynings håb, at Nykøbing Falster Renseanlæg efter ombygningen, vil fremstå med nytænkende og innovative løsninger på flere aktuelle udfordringer – og dermed blive et renseanlæg, som peger mod nye tider.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094