23948sdkhjf

Ny klimaminister tager stor opgave med sig: En tryllestav må der til

Dan Jørgensen får til opgave at sparke gang i målet om at reducere drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Den nye klimaminister Dan Jørgensen (S) tager en stor opgave med sig ind i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, som han overtager fra Lars Christian Lilleholt (V). 

Den nye socialdemokratisk ledede regering har sat det mål at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. 

Regeringen har på forhånd erkendt, at det bliver svært at nå særligt den sidste del af målet fra 65 procent til 70 procent. Desuden vil det kræve endnu ukendte virkemidler.

En reduktion på 70 procent er ifølge den afgående minister Lars Christian Lilleholt så svært at nå, at han i gave til Dan Jørgensen har købt en Harry Potter-figur med en tryllestav. 

- Hvis det skal lykkes, så tror jeg ikke, en lommeregner er nok. Så bliver det nødt til at være en tryllestav, for så er der et eller andet, der skal trylles frem. Og det skal gå rimeligt hurtigt, siger Lars Christian Lilleholt. 

Regeringens klimamålsætning er en af de mest ambitiøse i verden, og Dan Jørgensen er bevidst om, at det ikke bliver let. 

- Det er klart, at vi har sat et mål, som er lidt atypisk i politik, fordi vi godt ved, at vi ikke kan nå det med de nuværende virkemidler, siger han. 

- Vi kommer til at tænke kreativt, inddrage alle relevante sektorer, vi kommer til at lytte til sagkundskaben, og vi har brug for yderligere forskning. 

Den nye minister erklærer, at hans arbejde med at indfri 70 procentsmålsætningen allerede er gået i gang. 

Men hvad Dan Jørgensen konkret tager fat på som det første, og om han må afvente, at der bliver afsat midler på finansloven til at nå målet, er han tilbageholdende med at svare på. 

- Hvad der kommer først, det vender jeg tilbage med. Nu skal jeg lige finde mine ben i ministeriet, siger han og pointerer samtidig, at klimaindsatsen skal forankres i flere ministerier. 

- Vi skal være det koordinerende ministerium - men der er rigtig mange ministerier, der skal inddrages, siger han.

I gave til den afgående minister giver Dan Jørgensen en fisketur for to personer. 

- Du skal jo ikke tage mig med, men det ligger lidt i kortene, for det er min ven, at vi skal ud at sejle med. Jeg får brug for at ringe til dig, og jeg kender dig godt nok til, at selv om vi er politiske modstandere, så vil du tage telefonen, siger han. 

I sin tale til medarbejderne i ministeriet, som siden valget har fungeret som et forretningsministerium, indtil den nye regering var på plads, slutter Dan Jørgensen: 

- Jeg håber, I har sovet konstant, for nu går vi til den, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11