23948sdkhjf

Nedbrydningsproduktet DMS fundet i vandprøver på fynsk vandværk

Vandprøver foretaget på Skallebølle Vandværk har afsløret indhold af N,N-dimethylsulfamid (DMS) på 0,29 µg/l. (mikrogram/l). Den tilladte grænseværdi er 0,1 µg/l(mikrogram/l).

Vandprøverne er foretaget den 11. oktober, og det endelige resultat af prøverne er nu kommet.

Vandværket er straks gået i gang med at informere forbrugerne og undersøge forholdene omkring overskridelsen. Overskridelsen er fundet i det vand, som afsendes fra vandværket. Der er derfor taget prøver af vandværkets to boringer, som skal afklare, hvor stoffet stammer fra. Svar på prøverne forventes om ca. en ugens tid.

Det skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.

Ikke sundhedsskadeligt
Assens Kommune har efterfølgende været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, som vurderer, at der ikke er nogen akut fare ved det niveau af stoffet DMS, som der er fundet i vandet fra Skallebølle Vandværk.

Miljøstyrelsen vurderer ligeledes, at der ikke er nogen akut risiko ved værdier, som er mindre end 10 µg/l for børn og 50 µg/l for voksne.

Miljøstyrelsen har udtalt, at grænseværdien for pesticidrester i drikkevandet i Danmark ikke er fastsat ud fra en sundhedsfaglig risikovurdering, men derimod er politisk fastsat meget lavt til 0,1 µg/L. Grunden til dette er, at man som udgangspunkt ønsker pesticidfrit drikkevand.

Der er ikke testet for DMS før, da det er først blevet et krav fra juni 2018, at vandværker skal teste for det.

Fakta om N,N-dimethylsulfamid

DMS er en forkortelse for N,N-dimethylsulfamid

Det nyopdagede stof kan ifølge Miljøstyrelsen være et nedbrydningsprodukt fra pesticidet tolylfluanid, der blev trukket tilbage fra det danske marked i 2007.

Tolylfluanid var godkendt i Danmark i perioden fra 1973 til 2007 som svampemiddel i en række frugter fra jordbær over tomat til frugttræer samt i prydplanter som sprøjtemiddel.

Miljøstyrelsen har igangsat en screeningsundersøgelse af tolylfluanid og DMS for at få bedre overblik over stoffernes udbredelse i grundvandet. Resultaterne af screeningen forventes at foreligge i første halvdel af 2019.

Fra 2018 indgår der 3 nye stoffer, som vandværker skal teste for. Disse er: DMS, Triazol og desphenyl-chloridazon.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172