23948sdkhjf

Fjernvarmen og industrien skal danse sammen

Vi skal blive bedre til at udnytte overskudsvarmen fra industrien til fjernvarme. Som en del af løsningen foreslår en række eksperter at oprette ”danseskoler”, så der bliver skabt mere dialog mellem industri og fjernvarme

I Høje Taastrup har Nordeuropas største grossistmarked for frugt og grønt, Copenhagen Markets, brug for køling. Det leverer det lokale fjernvarmeselskab, som samtidig udnytter overskudsvarmen fra køleproduktionen til gavn for fjernvarmekunderne. Det skriver Dansk Fjernvarme.

I Bjerringbro har Grundfos og Bjerringbro Varmeværk indgået et samarbejde, så varmeværket leverer køling til Grundfos, som til gengæld leverer varme til varmeværket. Til sammen sparer parterne 3 mio. kr. årligt.

De to eksempler viser, hvordan der kan skabes synergi mellem en virksomhed og fjernvarme.

- Der er mulighed for mange lignende synergier rundt om i Danmark. Men mulighederne er i dag dårligt udnyttede. En af årsagerne er, at der mangler dialog mellem virksomheder og varmeselskaber om, hvordan det kan ske – og derfor går synergier, som for eksempel overskudsvarme, til spilde, lyder det fra Nina Detlefsen fra fjernvarmens tænketank, Grøn Energi, der stod bag Varmepumpecamp 2018.

Her arbejdede en række eksperter over to dage med anbefalinger til at skabe et markedsgennembrud for store varmepumper i fjernvarmen.

Eksperterne foreslår blandt andet, at der derfor bør oprettes lokale fora – såkaldte danseskoler – så der kan blive skabt en bedre kontakt mellem virksomheder og fjernvarmeselskaber. En udfordring som Charles Winther Hansen fra Grundfos kender til fra koncernens samarbejde med Bjerringbro Varmeværk.

- Samarbejdet mellem Grundfos og Bjerringbro Varmeværk opstod, fordi begge parter havde et behov for energiproduktion af varme og køl. Det blev aftalt, at man skulle forsøge at lave et projekt, hvor begge parter deltog på lige vilkår både finansielt og teknisk. Det tog fem år fra første spæde forsøg på tilnærmelse til et nyt anlæg kunne sættes i drift, fortæller Charles Winther Hansen, der er senior district energy application manager i Grundfos.

- Mange erhvervsvirksomheder har ikke forståelse for, at et forsyningsselskab er nødt til at lave varme til deres forbrugere billigst mulig. De forestiller sig, at forsyning skal være en forretning, som de kan tjene penge på. Der mener jeg, at de glemmer, at de skal tjene deres penge på deres kerneforretning, fremhæver han.

- Den enes spild skal være den andens ressource. Og vi skal lære at se energioverskud som en ressource, der skal anvendes for samfundets bedste, siger Charles Winther Hansen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063