23948sdkhjf

Eniig overtager sidste del af sit eget selskab

Herning Kommune overdrager sin andel af aktierne i Eniig Varme til Eniig.

Eniig og Herning Kommune har indgået en aftale om overdragelse af kommunens andel af aktierne i Eniig Varme.

Før aftalen sad Eniig på 65,6 procent af aktierne, mens kommunen sad på 34,4 procent. Nu køber Eniig altså de 34,4 procent af aktierne af Herning Kommune.

Den samlede købspris for aktierne er opgjort til omkring 180 mio. kr. Beløbet består af en kontant betaling til Herning Kommune på 22,5 mio. kr. Herudover giver Eniig Varme afkald på opkrævning af 146 mio. kr. af den godkendte forrentning af indskudskapitalen for perioden 2011 – 2017, ligesom Eniig Varme også giver afkald på forrentning af indskudskapital i perioden 2018 – 2020, hvilket har en forventet værdi på ca. 14 mio. kr.

Langt den største del af købsprisen for aktierne kommer således varmekunderne i Herning til gode i form af lavere varmepriser.

- På bagkant af den regelændring, som folketinget vedtog i forsommeren, satte vi os sammen med Herning Kommune for at finde den løsning, som kunne tjene varmekunderne bedst, og som samtidig var helt i tråd med de nye regler. Den aftale, som vi er blevet enige om, kommer til at betyde et markant fald i varmeprisen i Herning. Derfor har det været i alles interesse at få aftalen på plads hurtigst muligt. Vi har i fællesskab sikret, at varmekunderne i Herning Kommune får billig fjernvarme sammenlignet med fjernvarmeselskaberne i de fleste af landets større byer, siger Martin Romvig, som er administrerende direktør i Eniig.

Regelændringen, som Martin Romvig refererer til, betyder, at hvis en kommunal ejer får udbetalt penge, der stammer fra opkrævet forrentning af indskudskapital, bliver kommunen modregnet 100 pct. i bloktilskuddet, som kommunen modtager fra staten. Derfor kunne Herning Kommune som ejer af 34,4 pct. af Eniig Varme se frem til, at de penge, forbrugerne havde betalt, skulle afleveres til staten. Nu bliver det i stedet fjernvarmekunderne i Herning, som får gevinst af aftalen.

- Vi har gennem årene haft et fortrinligt samarbejde omkring fjernvarmeselskabet med Herning Kommune, og der er med dagens aktieoverdragelse ikke planer om ændringer i driften af selskabet. Vi har fortsat store ambitioner for fjernvarmen i Herning, og vil også fremadrettet sikre, at fjernvarmeselskabet drives effektivt og omkostningsbevidst for at sikre en høj forsyningssikkerhed, attraktive priser og grøn omstilling, slutter Martin Romvig.

Eniig har netop indgået en ny 15-årig aftale med Ørsted om levering af varme fra Herningværket, som blandt andet indebærer, at Eniig investerer 125 millioner kr. i et røggaskølingsanlæg, der skal gøre varmeproduktionen endnu mere effektiv og bæredygtig.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109