23948sdkhjf

Havde vi ikke orienteret os mod udlandet - var det blevet meget svært

Ligesom i eventyrene startede det ud så fint. 

Med Grøn-Vækst-forliget i 2009, der lagde op til tusindvis af hektar energipil med produktionstilskud og lysegrønne fremtidsudsigter.

Men modsat eventyrerne er der her, hverken prinser eller prinsesser, ej heller drager, der skal overvindes eller kongeriger at vinde.

I stedet har vi Henrik Bach fra Ny Vraa Bioenergi, der med sine visioner om energipil i stor skala på dansk grund, skal overvinde politikerne og vinde en plads i energiforlig.

Eventyr har som regel altid en lykkelig slutning - Den del mangler endnu i Henrik Bachs udgave af eventyret.

Landet udenfor
I Danmark for ikke så længe siden stod Henrik Bach og Ny Vraa Bioenergi med en forretning, der havde potentialet til at vokse sig stor og stærk - i Danmark.

Henrik Bach fortæller, at man med mange politiske beslutninger, der har peget i lige så mange retninger, har måttet udvide horisonten og markedet til ikke kun at omfatte det lille kongerige, hvorfra han driver sin forretning.

- Havde vi ikke orienteret os mod udlandet, så tør jeg nok ikke tænke tanken til ende, fortæller Henrik Bach.

I dag producerer han pile-høst-maskiner i Brasilien, mens der leveres plantemateriale og maskiner til både Irland, Frankrig, Finland, Belgien, USA, Canada og de baltiske lande.

Boede vi bare i Belgien
I Irland leverer Ny Vraa Bioenergi plantemateriale til de marker, hvor der i fremtiden skal gro energipil nok til at erstatte tørven på et 120 MW-kraftvarmeværk. Energipilen skal også række til en omfattende produktion af træpiller og briketter.

I Finland skal energipilen fra den nordjyske muld forgasses og sikre kulstoflagring og vandrensning.

- Som du kan se er det to vidt forskellige cases. Og sådan er det for alle markeder. Vi har netop etableret et selskab i de baltiske lande, som skal lave det, vi laver, bare derovre, fortæller Henrik Bach og tilføjer:

- Vi mærker øget interesse for lokalt produceret bæredygtig flis – især fordi der er usikkerhed om mængden af flis i de baltiske lande i fremtiden.

I Frankrig har Ny Vraa Bioenergi slået sig på grundvandsbeskyttelse og i Belgien - ja der skal man blot levere det plantemateriale, der senere kan blive til flis.

- De har ikke flis nok, bare vi da boede i Belgien, siger Henrik Bach.

Spiller på mange strenge
Ny Vraa Bioenergi er altså en virksomhed, der har mange strenge at spille på.

Ad åre har man også kastet sig over lidt af hvert – senest udviklingen af et ekstrakt baseret på pileekstrakt til funktionel kosmetik og kosttilskud – men det er en helt anden historie.

En af de større satsninger er udviklingen og produktionen af plantemaskiner, ukrudtsbekæmpere og høstere i Brasilien - og det har ikke været helt uden omkostninger.

- De sidste tre vintre har været hårde, og det har kostet rigtig mange penge. Vi har faktisk overvejet at trække produktionen hjem. Vi har haft problemer med kvalitetsbegrebet, som ikke nødvendigvis er det samme her som i Brasilien, fortæller Henrik Bach, der dog lader det være ved tanken, da salget af høsterne går strygende.

- Sidste år solgte vi tre høstmaskiner og i år til dato har vi skibet yderligere tre afsted, fortæller Henrik Bach.

Vi mangler ikke banker
Det brasilianske udviklingseventyr er ikke det eneste af sin slags for Ny Vraa Bioenergi. Der kunne udvikles meget mere, hvis bare rammerne var til det, forklarer Henrik Bach.

- Vi udvikler rigtig mange ting og vil gerne fortsætte udviklingen, men vi mangler kapital - også til de skæve ideer. Vi mangler ikke banker, men investorer, der kan tænke i andet end regneark, siger Henrik Bach og fortsætter:

- Hvis bare, der var investorer, der gad kigge på det. Vi skal grave ud af bundlinjen, hvis vi skal udvikle noget. Alene pilehøsteren har været svinedyr. Det kvæler lidt initiativet, understreger han.

I Danmark har vi fjernvarme
Til trods for at Henrik Bach ikke for nuværende tror på det store danske eventyr for dansk energipil, så afsætter Ny Vraa Bioenergi dog stadig pileflis til et par af de danske fjernvarmeværker.

- Vi afsætter primært lokalt, men der er et overudbud af flis lige nu, så vi bliver mast på afregningen, siger Henrik Bach, der også tidligere har produceret træpiller af pil – dog et overstået kapital i eventyret.

Hvorvidt det lykkedes Henrik Bach at overvinde dragen, få prinsessen og det halve kongerige eller om det blot lykkes ham at overvinde politikerne og skabe en plads for energipil i Danmark - Det må tiden jo vise. 

Artiklen er en del af temaet Chef i tale.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125