23948sdkhjf

Solcelleforening: All I want for christmas ...

Dansk Solcelleforening afholdt torsdag konference om solcellernes rolle i fremtidens VE-forsyning. Her luftede foreningen fem ønsker til de politiske rammer for solceller i Danmark.
Landstingssalen på Christiansborg dannede torsdag rammen om en solcellekonference, hvor branchen og politikere debatterede solcellers rolle i fremtidens VE-forsyning. Der var bred enighed om, at der er behov for langsigtede rammer for solceller, og at solceller bør spille en større rolle i den fremtidige VE-forsyning for at skabe en fornuftig balance i vores energinet.

- Vi ønskede at sætte solceller på dagsordenen og få en debat om muligheder og udfordringer i de nuværende forhold. Fra Dansk Solcelleforenings side havde vi blandt andet fem ønsker til de politiske rammer, som vi gerne ville fremlægge for politikerne forud for debatten, fortæller Flemming Vejby Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening og erhvervschef i EnergiMidt.

Behov for klare linjer og ens rammevilkår
Søren Rise, Chefkonsulent hos TEKNIQ, der også beklæder næstformandsposten i Dansk Solcelleforening, betonede vigtigheden af, at brancheforeningerne står sammen om at forbedre rammevilkårene for solceller. Søren Rise fremsatte Solcelleforeningens fem ønsker til politikerne:

  1. Skab forudsætning for flere arbejdspladser blandt andet ved at kopiere vindmøllebranchens succes og give solcellebranchen vilkår for at skabe forretning.
  2. Lav klare regler og langsigtede ordninger for solceller. Den politiske slingrekurs gør det umuligt for danskerne at forstå reglerne, og det går ud over interessen for at investere i solceller.
  3. Liberalisér solcelleanlægs ejerforhold, så virksomheder kan lease solcelleanlæg og kommuner kan installere solceller uden at oprette selvstændige selskaber.
  4. Skab ens rammevilkår for solceller og vindmøller i forbindelse med fastlæggelse af de danske beregningsmodeller.
  5. Skab rammerne for det perfekte VE-energimix, hvor flere energikilder er indtænkt. Forskning tyder på, at den optimale balance mellem solcelleanlæg og vindmøller er 20 procent sol og 80 procent vind.


Politikere bakker op
Fem politikere deltog i debatten på konferencen. De tre folketingsmedlemmer Christian Poll (Å), Maria Gjerding (Ø) og Bjarne Laustsen (A) samt kommunalpolitikerne Court Møller fra Rudersdal Kommune (B) og Vagn Kjær-Hansen fra Brøndby Kommune (F).

Der var bred enighed om, at sol er en oplagt energikilde, der bør indgå i fremtidens energiforsyning, og at bureaukratiet har taget overhånd, så der er behov for regelforenkling. Blandt andet sagde Maria Gjerding, at hun ser et langt større potentiale for solceller, end hvad vi ser realiseret i dag. Bjarne Laustsen lagde vægt på, at der skal fornuft indover, så den enkelte husejer kan se, at det kan betale sig at investere i solceller.

Begge kommunalpolitikere pegede på, at der er brug for solceller i kommunerne, og de ser begge gerne bedre muligheder for at etablere kommunale anlæg på eksempelvis skoler, hvor produktionen dækker forbruget, uden at der skal sendes større mængder energi ud på elnettet.

Fremadrettet
- Det nu er vigtigt at se fremad, hvis vi vil med på det buldrende energitog. Der er behov for politisk handling, hvis Danmark skal være i front, når det gælder VE-energi og solcellers rolle herunder. Den politiske vilje er til stede i dele af folketingssalen, så nu skal der skubbes på for at forløse energipotentialet til gavn for samfundsøkonomien og klimaet, konkluderede Flemming Vejby sidst på mødet.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.11