23948sdkhjf

Energi Danmark bag salg af Fynsværkets el-produktion

Fjernvarme Fyn og Energi Danmark har indgået et samarbejde om salg af Fynsværkets elproduktion og systemydelser.
Siden overtagelsen af Fynsværket har Fjernvarme Fyn været på udkig efter den rette partner til salg af værkets elproduktion og systemydelser. Efter en grundig undersøgelse af mulighederne på markedet, har Fjernvarme Fyn nu fundet denne partner i Energi Danmark.

- Det har været vigtigt for os at finde en produktionsbalanceansvarlig, der både var konkurrencedygtig, og som havde indblik i vores verden. Det mener vi bestemt at have fundet med Energi Danmark, siger Jan Strømvig, adm. direktør hos Fjernvarme Fyn.

Fynsværkets elproduktion stammer fra forbrænding af både kul, affald og halm, hvoraf affald og halm de senere år har stået for en stadigt stigende andel af den samlede produktion.

Ud over at være en vigtig elleverandør til det danske elnet, står Fynsværket også for størstedelen af den odenseanske varmeproduktion. Dermed leverer værket både varme til borgerne i Odense og omegn og er samtidig en livsnerve for adskillige gartnerier i området.

Hos Energi Danmark glæder man sig over samarbejdet.

- Vi er både stolte af og ydmyge over for den opgave, vi har fået. Fynsværket er vores hidtil største kraftvarmekunde og første centrale kraftvarmeværk. Samarbejdet åbner op for, at de synergier, vi i forvejen har mellem produktions- og forbrugskunder, nu kan optimeres yderligere, udtaler Energi Danmarks adm. direktør Jørgen Holm Westergaard.

Energi Danmark varetager i forvejen produktionsbalanceansvaret for Dalum Kraftvarmeværk, der er ejet af Fjernvarme Fyn.

Fakta om Fynsværkets tre blokke:
Blok 7 er kulfyret og producerer 407 MW el og 570 MJ/s fjernvarme
Blok 8 er halmfyret og har en kapacitet på 35 MW el og 110 MJ/s fjernvarme

Odense Kraftvarmeværk er affaldsfyret og har en kapacitet på 24 MW el og 64 MJ/s fjernvarme.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11