Klumme: Hvorfor vil vi ikke spare på energien og eksportere mere dansk knowhow?
I begyndelsen af september var jeg inviteret til en stor konference om bygninger og energi i Wuhan i Kina. Danmark er kendt for sine gode resultater på fjernvarmeområdet, så man har sikkert tænkt, at vi også havde noget at komme med på fjernkølingsområdet.
Modelfoto/Colourbox.
Nu er fjernkøling som koncept ikke lige så kendt som fjernvarme, så først en kort forklaring. Fjernkøling går ud på at erstatte små airconditionanlæg i de enkelte bygninger med et stort centralt anlæg, der kan forsyne mange bygninger via et ledningsnet. Det centrale ledningsnet kan distribuere koldt vand på ca. 4-7 grader gennem et nyt ledningsnet - kaldet central køling, men fjernkøling kan også ske ved at udnytte fjernvarmevand distribueret gennem et eksisterende fjernvarmenet og gennem en absorptionsproces konverteret til kulde i et anlæg i den enkelte bygning - kaldet decentral køling.
Et fjernkølingsanlæg kan ofte udnytte køligt vand fra hav- eller grundvand, ligesom overskydende varme fra fjernvarme- eller affaldsforbrændingsanlæg kan nyttiggøres. Og når der om sommeren, hvor kølingsbehovet er størst, kun er begrænset efterspørgsel efter fjernvarme, så er der ofte overskudskapacitet. I tætbebyggede områder med stort kølebehov vil fjernkøling være fordelagtig. Kunderne får billigere køling, og samfundet får et lavere energiforbrug og mindre CO2-udledning. På det københavnske forsyningsselskab HOFOR’s hjemmeside bryster man sig af, at et fjernkølingsanlæg i det centrale København har reduceret omkostningerne med op til 40 % og CO2-udledningerne med op til 70 %. Og i Frederiksberg Centret forventer Frederiksberg Forsyning, at elforbruget til afkøling vil falde med over 60 %, når lokale kølekompressorer erstattes med fjernkøling.
I Wuhan skulle jeg forklare den danske lovgivning på området. Indledningsvist måtte jeg beklage, at vi i Danmark ikke var så langt fremme med udbredelsen af fjernkøling. Behovet for komfortkøling er ellers til stede. Det bruges mange steder - især i kontorbygninger, institutioner og storcentre, og det er dyrt, både for virksomheder og samfundsøkonomisk.
Nu er det jo ikke fordi, fjernkølingsteknologien eller innovationen mangler i Danmark, men det er påfaldende, at fjernkøling har langt større udbredelse i andre nordiske lande såsom Finland og Sverige end i Danmark. Forsamlingen i Kina mente ellers, at Danmark, som det sydligste af de nordiske lande, burde have en større efterspøgelse af køling i bygninger. Og det var jo vanskeligt at argumentere imod.
Det er også overraskende, at fjernkøling ikke i større omfang har nydt godt af den store succes, som fjernvarme har været her til lands. Over 60 % af landets bygninger bliver nemlig opvarmet af fjernvarme. Teknologisk ligner fjernvarme og fjernkøling meget hinanden, og de mange fjernvarmeselskaber i Danmark ville da også være de nærmeste til at oprette fjernkølingsforsyning. Det er imidlertid hidtil kun sket i begrænset omfang.
Internationalt er fjernkøling et stærkt voksende segment. Det skaber et muligt marked for danske virksomheder, der har stor succes med eksport af fjernvarmeteknologi mv. I 2013 eksporterede vi for knap 5 mia. kr., og eksporten er opadgående til glæde for alle.
Djævlen ligger, som man siger, i detaljen, der i dette tilfælde er lovgivningen. I de store by-er, hvor fjernkøling i større skala er mest oplagt, ejes fjernvarmeforsyningen typisk af kommunen. Men kommunen kan ikke uden videre engagere sig i en ny form for erhvervsvirksomhed. Det er et generelt princip, at balancen mellem privat og kommunal virksomhed ikke må forrykkes. Derfor må en kommune ikke påbegynde en ny form for forsyningsvirksomhed uden eksplicit hjemmel i en lov. Da fjernkøling ikke traditionelt har været en kommunal opgave, krævede det en særskilt lovhjemmel, som kom med fjernkølingsloven fra 2008. Og den lov skal vel at fremme energieffektiv køling af bygninger.
Fjernkølingsloven lægger imidlertid stramme rammer for kommunernes ageren. Det pri-mære krav er, at kommunal fjernkølingsvirksomhed skal ske på »kommercielle vilkår«. Kommunen kan derfor kun stille kapital til rådighed, som svarer til, hvad en privat markedsinvestor ville have gjort, hvilket svarer til det markedsøkonomiske investorprincip kendt fra EU. Formålet er at undgå konkurrenceforvridning på markedet. Kommunens skatteborgere eller fjernvarmebrugere må derfor ikke støtte fjernkølingsvirksomheden. I forlængelse heraf er et andet krav, at fjernkølingsvirksomheden skal placeres i et selskab med begrænset ansvar, f.eks. et A/S, og at kommunen ikke må garantere for lån til fjernkølingsvirksomheden. Kommunens risiko er følgelig begrænset til den investerede kapital. Kommunen er ikke pålagt nogen egentlig planlægningsforpligtelse, som det kendes fra fjernvarmeområdet. Dog er kommunen godkendelsesmyndig, og et fjernkølingsprojekt kan kun gennemføres, hvis kommunen vurderer, at projektet bidrager til en mere energieffektiv køling end individuel køling.
Det lyder alt sammen meget fornuftigt og har givetvis haft de bedste hensigter. Men med den kommunale virkelighed har loven imidlertid ikke virket efter hensigten. Adgangen til at lånefinansiere så langsigtede investeringer, som et fjernkølingsnet er, er ofte begrænset, hvis der ikke står en solid kautionist som f.eks. en kommune bag. Og hvis kommunen selv skal stille med en stor indskudskapital, så skal disse midler pludselig findes i konkurrence med andre gode formål som skolevæsen og ældreforsorg. Noget der for øvrigt allerede blev advaret mod i lovens høringsfase.
Vender vi et kort øjeblik blikket mod fjernvarmens succes i Danmark, så er kommunal varmeplanlægning og kommunale lånegarantier to væsentlige parametre. Om sidstnævnte skal tilføjes, at ingen kommune endnu har tabt penge på en lånegaranti.
Spørgsmålet er, om vi kan gøre det samme på fjernkølingsområdet? Give kommunen ret til at yde lånegaranti og en pligt til at inddrage fjernkøling i planlægningen? De økonomiske skodder mellem skatteborgerne, fjernvarmebrugerne og fjernkølingsvirksomheden kan sagtens opretholdes, og fjernvarmeforbrugerne kan høste en gevinst med lavere tariffer til følge. Og i kravet om kommunal godkendelse ligger også en vis beskyttelse mod for optimistiske projekter.
Men ville det ikke betyde, at leverandørerne af de traditionelle airconditionløsninger ud-sættes for konkurrence fra kommunale virksomheder? Jo, men det er vel ikke anderledes, end at fjernvarme og naturgasforsyning i tidens løb har fortrængt traditionelle oliefyr, der også har haft private leverandører.
Må jeg derfor ikke opfordre til, at man kaster blikket på, hvad der her til lands har gjort fjernvarmen så udbredt og givet gode referenceprojekter til glæde for eksporten. Successen kan måske gentages til gavn for både ejere af bygninger med kølebehov og for samfundet som sådan. Der er både arbejdspladser, øget eksport, mindre forurening og lavere omkostninger at hente. Og formodentlig uden at det koster hverken stat eller kommuner noget. Hvad venter vi på?
