Northvolt fandt køber i 11. time – havde planer om total lukning

Der var planer om en total nedlukning af det svenske batteriselskab Northvolt, inden der i juni dukkede en køber op.
Det oplyser konkursforvalter Mikael Kubu fredag, efter at det torsdag blev meddelt, at amerikanske Lyten køber de resterende dele af Northvolt.
Det skriver nyhedsbureauet TT.
I marts blev Northvolt begæret konkurs, og "til at begynde med så vi positivt på at finde en ny køber", forklarer Kubu.
Men undervejs trak mulige købere sig.
- Så iværksatte vi planer om en total lukning, siger han.
Det er det amerikanske batteriselskab Lyten, der nu har erhvervet sig blandt andet fabrikken Northvolt Ett i Skellefteå. Northvolt har skabt tusindvis af stillinger i byen, der har omkring 36.000 indbyggere.
Borgmesteren i Skelleftå, Lorents Burman, siger, at der med opkøbet skrives et "nyt kapitel i Europas batterihistorie".
- Europas største og første fungerende batterifabrik kan ikke bare ophøre med at eksistere, ikke bare ende i papirkurven, siger Burman.
Selskabet var et, som mange håbede, kunne etablere sig som et europæisk alternativ til de kinesiske producenter af batterier til elbiler.
Northvolts krise stod første gang klart sidste sommer, hvor det kom frem, at det havde problemer med at leve op til indgåede kontrakter og få overskud på driften.
Nu kommer det altså på amerikanske hænder. Lyten køber også flere andre anlæg end det i Skellefteå.
- Hertil erhverver Lyten sig al Northvolts tilbageværende intellektuelle ejendom, og flere medlemmer af Northvolts ledelse planlægger at slutte sig til Lyten, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Ifølge det amerikanske selskab anslås de aktiver, som Lyten har købt, at have en værdi på omkring 34 milliarder kroner.
/ritzau/TT