Den danske biogasproduktion har tabt pusten og behøver forbedrede rammevilkår
Af Frank Rosager, adm. direktør, Biogas Danmark.
Der tegnes ofte et alt for positivt og skævt billede af udviklingen i biogasproduktionen. For faktum er, at den danske biogasproduktion de sidste 2 år er stagneret og er svagt faldende. Udviklingen går dermed i den gale retning i forhold til at øge andelen af hjemligt produceret biogas til fordel for både forsyningssikkerhed og klima i Danmark.
Mange tror, at de kommende biogasudbud vil skabe en fornyet vækst. Det er dog ikke tilfældet. Udbudskriterierne er nemlig ad flere omgange blevet forringet, blandt andet med den konsekvens, at biogasproducenterne ikke kan få indtægter fra salg af oprindelsesgarantier i de nye biogasudbud. Uden indtægter fra salg af oprindelsesgrantier er der ikke økonomi for biogasproducenterne i byde ind på biogaspuljerne og producere ny biogas.
Det er på alle måder skidt for de politiske ambitioner om at nå et grønt gasnet inden 2030 og de overordnede politiske målsætninger, der er i forhold til et klimamål og grøn omstilling af vores samfund.
Behov for forbedrede rammevilkår
Det er vigtigt, at der politisk bliver taget bestik af situationen og skabt nogle sammenhængende rammevilkår, der peger i én retning, nemlig at vi som samfund udnytter det store potentiale, der er i biogassen.
Biogasbranchen har selv meldt ud, at den foretrækker, at de kommende 5 biogaspuljer helt droppes. Erstatningen skal være en række forberede rammevilkår for en ny ustøttet biogasproduktion, og at Evidas udmeldte tarifmodel revurderes. Ad den vej kan vi få realiseret de mange biogasprojekter, der allerede er planlagt til at blive bygget, men hvor projektet ikke er gennemført på grund af for dårlige vilkår for økonomi og drift.
Fjern den paradoksale CO2-afgift på biogas i gasnettet
Biogas Danmark har peget på, at en CO2-afgiftsfritagelse for ustøttet biogas leveret gennem gasnettet vil kunne bidrage til en fornyet vækst i den danske biogasproduktion.
I dag betaler gasforbrugende virksomheder CO2-afgift af biogas i samme niveau som fossil naturgas, selv om biogassen er klimaneutral. Det er dybt paradoksalt og voldsomt hæmmende for den grønne omstilling i dansk erhvervsliv og produktionen af biogas. Og en skærpende omstændighed er, at CO2-afgiften vil stige fra 2025, når der indføres ny CO2-beskatning på industrien.
Det haster derfor med afklaring om CO2-afgiftsfritagelsen for biogas som aftalt med den grønne skattereform for industrien i 2022.
En grøn varmeforsyning kan give ny ustøttet biogasproduktion
Der er endnu ikke besluttet en regulering, der kan indfri den politiske aftale om, at der ikke må leveres naturgas til danske hjem efter 2030. En regulering er blevet endnu mere aktuel med NEKST-udvalgets anbefaling om, at der fortsat bør kunne leveres grøn gas på markedsvilkår til tilbageværende varmeforbrugere efter 2035.
Klima- Energi- og Forsyningsministeriet forventer i den helt nye KF-24 fremskrivning, at der fortsat vil være ca. 100.000 hjem, der har gasfyr i 2035. Det er særligt vigtigt at finde en løsning for de varmekunder, hvor det af tekniske og økonomiske årsager er meget vanskeligt at skifte til fjernvarme eller varmepumper. Her vil en slutdato for gasfyret få store konsekvenser for ejendomsværdien og kan presse flere fra hus og hjem.
Biogas Danmark foreslår, at udfordringen løses med et naturgas-fortrængningskrav, så vi kan få udfaset den fossile naturgas. Selve fortrængningen af naturgas skal ske med grønne varmeløsninger, som eksempelvis ustøttet og afgiftsfritaget grøn biogas, varmepumper eller fjernvarme.
Naturgas-fortrængningskravet vil ifølge Biogas Danmark ikke udkonkurrere varmepumper eller fjernvarme, men vil sikre, at alle grønne løsninger kommer i spil i vores varmeforsyning.
Evidas tarifmodel bør revurderes
Det statslige gasdistributionsselskab Evida har meldt ud, at selskabet sætter en ny høj tarif på tilførsel af biogas til gasnettet, mens forbrugernes betaling for at modtage gas sænkes.
Selve tarifmodellens design vil favorisere fossil naturgas overfor biogas. Konsekvensen vil helt i modstrid med den grønne omstilling være en faldende produktion og forbrug af biogas til gengæld for et stigende forbrug af fossil naturgas.
Samtidig medfører Evidas nye tarifmodel, at det bliver ekstremt dyrt for fjernvarmeværkerne at have gasmotordrevne anlæg, der står standby til at levere elproduktion, når der mangler strøm. Det bliver en kæmpe udfordring for elforsyningssikkerheden. Energinet.dk har i sin nye redegørelse om elforsyningssikkerhed netop meldt ud, at Danmark efter 2030 kun vil kunne dække 20 procent af sit behov for elektricitet, når det ikke blæser. Dermed bliver vi ekstremt afhængige af, at udlandsforbindelserne virker, og at naboerne har produktionsanlæg, der i vindstille perioder kan levere strøm ikke blot til dem selv, men også til Danmark.
Derfor er der behov for, at Evidas bebudede tarifmodel tages af bordet, og at der i stedet indføres en grøn tarifmodel, der fremmer udfasning af fossil gas og i stedet understøtter den grønne omstilling i industrien, fjernvarmen og hos private forbrugere.
Artiklen er en del af temaet Klumme.