23948sdkhjf

Vattenfall bygger Danmarks største vindmøllepark på land

Vattenfall Vindkraft skal forny Klim Fjordholme Vindmøllepark i Nordjylland. Der skal samlet opføres 22 vindmøller, der årligt kan forsyne 58.000 husstande med strøm fra 2015.
Energiselskabet har fået grønt lys til at nedtage de 35 gamle vindmøller på Klim Fjordholme i Nordjylland og erstatte dem med 22 nye og større vindmøller, hvoraf den ene mølle bliver ejet af Klim Vindenergi.

I december 2012 udløb indsigelsesfristen for lokalplanen uden protester, og dermed kan Vattenfall Vindkraft gå i gang med at etablere den hidtil største danske vindmøllepark på land.

Tæt dialog om projektet
Forud for den endelige tilladelse er gået flere år med grundige forberedelser, undersøgelser og ikke mindst en tæt dialog med Jammerbugt Kommune, lodsejerne og borgerne i området, fortæller projektleder Maren Andersen fra Vattenfall Vindkraft.

- Vi har brugt rigtig meget tid og mange penge på at få eksperter til at vurdere påvirkningen af miljø og mennesker, når de gamle vindmøller skal erstattes med nye og meget større turbiner. Men vi har også haft et fortræffeligt samarbejde med Jammerbugt kommune, siger projektleder Maren Andersen.

Chef for Vattenfalls danske vindprojektudvikling Heiko Wuttke siger om udfaldet af proessen, at det lover godt for vindmølleparker på land i fremtiden.

- Resultatet af samarbejdet med de lokale myndigheder og dialogen med borgerne viser, at vindmølleparker på land fortsat vil kunne spille en betydelig rolle, når der skal produceres nok vedvarende energi til at imødekomme de politiske ønsker og energiplaner for fremtiden, siger Heiko Wuttke.

Lokalt medejerskab
Kommunikationschef hos Vattenfall, Arne Rahbek, peger på, at reglerne om mulighed for medejerskab i nye vindmølleparker er af stor betydning.

- Naboerne til vindmølleparken får som de første mulighed for at investere i parken og tjene på afkastet fra produktionen. Dernæst får de øvrige borgere i kommunen mulighed for at investere, indtil kvoten på 20 procent af aktierne er nået. Vindmølleparken får desuden hjemstedsadresse i Jammerbugt Kommune og bliver dermed skattepligtig. Alt sammen sikrer, at naboerne også kan få direkte gavn af vindmølleparkens tilstedeværelse, siger kommunikationschef Arne Rahbek.

Femdobling af produktionen
Vindforholdene ved Klim Fjordholme er optimale for de store 3 MW vindmøller med en navhøjde på 94 meter, hvilket er næsten dobbelt så højt som navhøjden på de gamle 600 kW-møller. I ca. 100 meters højde er der ved Klim en middelvind på 8,1 meter i sekundet. Til sammenligning er middelvinden i samme højde 6,7 i Nordsjælland, og man skal helt ud på kysten af Vestjylland for at komme op på en middelvind på 10 m/sek. eller over.

Klim Fjordholme Vindmøllepark blev etableret i 1997 med 35 stk. 600 kW vindmøller. Den fremtidige produktion ventes at blive på 250.000 MWh om året, hvilket er en femdobling af elproduktionen, svarende til det årlige elforbrug i 58.000 husstande.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11