aalborg hc systems styrker organisationen med fire nye medarbejdere
aalborg hc systems har i oktober udvidet organisationen med fire nye medarbejdere, der skal styrke virksomhedens kompetencer inden for dokumentation, proces og el-teknik.
Mariann Nash er tiltrådt som leder af dokumentationsafdelingen. Hun får ansvaret for at lede og udvikle afdelingen samt fastlægge strategier for dokumentationsarbejdet. Hun har en lang karriere inden for planlægning og koordinering i den danske energisektor og kommer senest fra Sinal.
Mathias Langdahl Andersen er ansat som procesingeniør i virksomhedens FEED-team. Han har en kandidat i Thermal Energy and Process Engineering fra Aalborg Universitet og har flere års erfaring som konsulent inden for termisk energi og fluidmekanik.
Jeppe Borregaard er tiltrådt som projektingeniør inden for el og styring. Han kommer fra Adding Engineering.
Ulf Herold-Jensen er ligeledes tiltrådt som projektingeniør. Han har flere års erfaring med instrumentering, styring og dokumentation og kommer senest fra BK Engineering.
aalborg hc systems er blandt andet kendt for projekter som varmepumpestationen til Innargis geotermiske anlæg i Skejby, de seks varmecentraler til Helle Energi og damvarmelageret i Høje Taastrup.
Med fire nye medarbejdere styrker virksomheden organisationen til videre vækst i Danmark og resten af Europa med den tyske Alois Müller Group i ryggen.