23948sdkhjf

Vellykket dating i vindmølleindustrien

Deltagere fra 13 nationer havde stor gavn af deltagelse på havvindmølleindustriens speeddating, OWIB 2012 den 14.-15. november i Esbjerg
Deltagere fra 13 nationer var onsdag og torsdag på plads i Esbjerg for at mødes ansigt til ansigt for at date og indgå aftaler om samarbejde i havvindmølleindustrien ved den årlige, internationale event, OWIB. Producenter, leverandører, energiselskaber og vindorganisationer var således på speeddating ved korte, personlige møder. 1600 møder blev der afholdt i løbet af en enkelt dag, og mange havde aftaler om nye og mere formelle møder i den nærmeste fremtid med hjem i tasken.

- Jeg kan godt lide mindset’et ved OWIB. Der er fokus på et møde med én anden person, og man har kun 15 minutter, inden man skal videre til næste møde. Så man er fokuseret og bruger ikke tid på unødvendige ting. Det handler ikke om at indgå en salgsaftale her og nu men meget bredere om at skabe gode kontakter i industrien, som man kan bygge videre på fremover. OWIB er derfor et helt unikt koncept, konstaterer Business Development Manager Rob Ballance fra det dansk-engelske joint venture selskab Blue Water Danbritt.

Det er 6. år, det nationale videns- og innovationscenter for offshoreindustrien, Offshore Center Danmark arrangerer OWIB, og den direkte dialog mellem deltagerne har været med til, at OWIB tiltrækker deltagere fra udlandet – også fra Sydeuropa og Asien, som de seneste år har taget tilløb til at satse på havvindmølleenergi.

- Vi har været nødt til at skifte strategi på et konkurrencepræget marked, og deltagelsen på OWIB skal skabe nye kontakter til relevante samarbejdspartnere, forklarede Francisco Cáceres, direktør for det spanske selskab Navantia om deres baggrund for at deltage.

Sammen med to kolleger havde Francisco Cáceres deltaget i snesevis af møder i forbindelse med OWIB, og han kunne efterfølgende glæde sig over, at flere af møderne har ført til konkrete forespørgsler på samarbejde.

Konferencespor kobles sammen med networking
OWIB er ligesom de foregående år arrangeret i samarbejde med Invest in Denmark under Udenrigsministeriet. Invest in Denmark tiltrækker udenlandske virksomheder og hjælper dem med at etablere sig i Danmark. Derudover havde Vindmølleindustrien og Esbjerg Erhvervsudvikling sammensat et særligt konferenceprogram med fokus på branchens udfordringer i fremtiden under titlen ”The future demand of the offshore wind supply chain”.

På konferencen kom en række nøglefigurer i branchen med deres bud på, hvordan vindmølleindustrien får reduceret omkostningerne og derved bliver mere konkurrencedygtige.

- Konklusionen på konferencedelen af OWIB har været, at danske virksomheder skal have fokus på at ’teame up’, altså at samarbejde mere og indgå i joint venture aftaler for på den måde at blive mere konkurrencedygtige. Kun ved at samarbejde kan vi gøre vindmølleindustrien mere konkurrencedygtig over for udlandet, konstaterer direktør Peter Blach, Offshore Center Danmark.

Interessen for OWIB blev afspejlet i, at journalister fra England, Tyskland, Frankrig og Kina var kommet til Esbjerg for at interviewe nogle af nøglepersonerne i branchen.

- Alle er enige om, at vindenergi er fremtidens energiform, og der er stor bevågenhed internationalt. Kan vi tackle industriens udfordringer, vil vindenergisektoren de kommende år vokse markant, og selvom vi ikke længere er verdens største nation inden for havvindmølleteknologi, kan danske virksomheder sagtens gøre sig gældende internationalt, forudser udviklingschef hos Offshore Center Danmark, Morten Holmager.

Næste års OWIB afholdes 10.-12. december 2013, og til maj afholdes en lignende event for olie- og gasindustrien - OGIB.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109