23948sdkhjf

Energi på havet lever op til forventningerne

I løbet af den treårige projektperiode er der skabt 6000 arbejdspladser i offshoreindustrien
Nye arbejdspladser er skabt, virksomheder er hjulpet i gang. Nye produkter er sat i produktion, og uddannelsesinstitutionerne har været på charmeoffensiv over for unge for at få dem til at satse på en karriere i offshoreindustrien.

Der har været sat rigtig mange initiativer i gang. Det treårige udviklingsprojekt Energi på havet har haft som formål at styrke beskæftigelsen i offshoreindustrien i Syddanmark og synliggøre uddannelses- og karrieremuligheder i en branche, som mangler arbejdskraft. Men med udgangen af februar er projektet slut.

I den treårige projektperiode er der skabt omkring 6000 nye arbejdspladser i offshoreindustrien, og selvom fremgangen ikke alene kan tilskrives Energi på havet, har projektet været en succes.

- Jeg mener til fulde, Energi på havet har levet op til de forventninger, vi har haft til projektet. Der er kommet fokus på mulighederne i offshoreindustrien, og der er genereret en masse nye ideer til, hvordan branchen kan styrkes, konstaterer Esbjergs borgmester Johnny Søtrup, som har fulgt Energi på havet siden starten i 2010.

Energi på havet blev afsluttet med en konference 27. februar i Esbjerg, hvor deltagere fra projektet fortalte om de mange forskellige initiativer, der er skabt undervejs. Der er eksempelvis udviklet nye produkter i slagfast og vejrbestandigt plastmateriale til afløsning af produkter i stål – det sparer operatørerne for mange penge til transport og vedligehold.

Fokus på karrieremuligheder
Derudover er der gjort en stor indsats for at styrke uddannelsesmulighederne og synliggøre job- og karrieremuligheder, og Aalborg Universitet kunne på konferencen fortælle om, hvordan antallet af ansøgere til offshorerelaterede uddannelser er steget i projektperioden. Endelig er flere virksomheder begyndt at eksportere deres viden og produkter – en udvikling, som glæder Offshore Center Danmark, der har taget initiativ til Energi på havet.

- Jeg tror, at offshoreindustrien kommer til at ses meget mere på eksportmarkederne fremover. Hvor 20 procent af de etablerede leverandører for 10 år siden var eksporterende, gælder det i dag for 60 procent. Samtidigt er branchen gået fra en omsætningsandel på lidt over 20 procent i eksportomsætning til over 55 procent. Internationalisering er virkelig kommet på dagsordenen i branchen, konstaterede direktør Peter Blach, Offshore Center Danmark i sin tale på afslutningskonferencen.

- Jeg tror også på en stadig udvikling af branchen generelt. Det kræver solid fokus her i Danmark på hele infrastrukturen omkring uddannelser, rekruttering, innovativ udvikling i små og mellemstore virksomheder, viderebringelse og udvikling af visioner fra de store virksomheder i branchen samt endeligt Offshore Center Danmarks spidskompetencer: netværk, vidensdeling og udviklingsprojekter, lød det fra direktøren.

Udvikling for 36 millioner kroner
EU's regionalfond og Syddansk Vækstforum har finansieret de 36 millioner kroner, Energi på havet har kostet. Over 500 personer har bidraget med arbejde og rådgivning, og over 100 virksomheder har medvirket til at antallet af arbejdspladser er steget med 6000 på tre år.

Energi på havet består af fem delprojekter inden for hvert sit område af offshoresektoren. Delprojekternes resultater og præsentationer fra afslutningskonferencen 27. februar kan læses på www.energipaahavet.dk .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079