23948sdkhjf

Kraftvarmeværker og gas driver Ørsteds indtjening op

Et delvist frasalg giver Ørsted det største driftsresultat nogensinde. Det fremgår af selskabets årsregnskab

Ørsted opnår et driftsresultat på 32,1 milliarder kroner i 2022. Det er 7,8 milliarder kroner mere end året før.

Det fremgår af selskabets årsregnskab.

Det er det højeste driftsresultat selskabet nogensinde har haft, hvilket især skyldes det delvise frasalg af havvindmølleparken Hornsea 2.

Hvis man ikke indregner selskabets frasalg ligger driftsresultatet på 21,1 milliarder, hvilket er omkring en tredjedel mere end året før.

Her har blandt andet selskabets kraftvarmeværker og gasforretning givet en højere indtjening, end det var forventet ved årets start.

Den del af forretningen, der blandt andet inkluderer kraftvarmeværker og gas, står for 8,6 milliarder kroner af indtjeningen. Året før var det 4,7 milliarder kroner.

I årets sidste tre måneder steg indtjeningen, der relaterer sig til selskabets gasforretning til næsten 2,1 milliarder kroner. Det er en stigning på 169 procent sammenlignet med samme periode året før.

Stigningen var blandt andet drevet af positive effekter fra selskabets gaslagre.

Til gengæld har havvind skuffet. Det skyldes ifølge regnskabet udfordringer og forsinkelser i forbindelse med nye konstruktioner.

Allerede den 19. januar fremlagde Ørsted foreløbige regnskabstal, og her blev investorerne angiveligt skuffede over 2022-resultatet. Aktien er faldet lidt mere end ni procent siden de foreløbige tal blev fremlagt.

I forbindelse med offentliggørelsen af de foreløbige regnskabstal meddelte Ørsted, at det havde foretaget en nedskrivning på 2,5 milliarder kroner på det amerikanske Sunrise Wind-projekt.

Ørsted ejer 50 procent af Sunrise Wind, som er en havvindmøllepark i USA.

For 2023 forventer Ørsted et resultat på 20 til 23 milliarder kroner.

Energiselskabet forventer en væsentligt højere indtjening fra havvind, mens det forventer lavere indtjening fra blandt andet kraftvarmeværker og gas.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109