23948sdkhjf

Concito til regeringen: I har 100 dage til at fremlægge en klima-politik der sikrer 25-målet

Statsministeren gjorde det i sin nytårstale klart, at grøn omstilling ikke kun handler om at sætte mål, men om at komme i mål. Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et klimamål om at reducere Danmarks drivhusgasudledning med 50-54 pct i 2025 ift. 1990. 

Dette mål har den nye regering forpligtet sig til at opfylde i regeringsgrundlaget.

I følge tænketanken Concito er der dog længere til opfyldelse af 2025-målet end forudset. Det viser beregninger, foretaget af Concito. 

- Opfyldelse af 2025-målet kræver hurtige reduktioner. Hvis vi skal have en effektiv og troværdig grøn omstilling, skal vi opfylde de mål, vi sætter os. For at vi kan nå klimamålet i 2025, er der behov for hurtige beslutninger, og vi opfordrer derfor regeringen til, inden for 100 dage, at fremlægge den politik, der sikrer, at 2025-klimamålet opfyldes, siger Torsten Hasforth, seniorøkonom i Concito.

Der er kun to år til 2025 og nye klimatiltag tager tid at implementere. Concitoss beregninger viser, at med de nuværende aftaler mangler Danmark mindst 1,1 mio. tons CO2e for at nå de 50 procent, den lave ende af målet. Det svarer til 550.000 fossile personbilers årlige udledning. 

Det er derfor afgørende, at regeringen fremlægger ny politik og virkemidler til at indfri klimamålet i 2025 og får det vedtaget tidligt i 2023, skriver Concito i en pressemeddelelse. 

Den tidligere regerings klimaprogram anslog, at der mangler 0,4-3,5 mio. tons CO2e-reduktioner for at leve op til henholdsvis den lave og den høje ende af 2025-målet. Concito vurderer, at den beregning er for optimistisk, og at der som minimum mangler yderligere 0,7 mio. tons. Det betyder altså, at der mangler 1,1-4,2 mio. tons reduktioner for at nå i mål.

Mål, der kan og bør nås

Concito giver i en ny analyse sit bud på, hvilke klimatiltag og virkemidler i alle sektorer: energi, industri, landbrug og transport, der skal til for at Danmark kan nå klimamålet og reducere med 52 procent i 2025.

- Hvis Danmark skal levere på klimaet, og i øvrigt leve op til ambitionen om at være et grønt foregangsland, og inspirere andre lande til hurtig klimahandling, så skal vi ikke bare sætte ambitiøse mål, men også levere på dem, siger Torsten Hasforth og nævner, at der for eksempel skal mere fart på elektrificering af transporten, hurtigere indfasning af CO2-afgifter og implementering af kendte teknologier i landbruget.

- Det handler ikke kun om at opfylde klimamålet, men også om at opfylde det på den rigtige måde. Derfor skal vi satse på tiltag, der også understøtter den langsigtede omstilling. Forslag som at blande biobrændstoffer i transportsektoren, når vi ved at fremtiden er elektrisk, dur derfor ikke.

At vi er længere fra at nå 2025-målet end forventet skyldes i følge Torsten Hasforth og Concito især, at udbud af CCS-projekter er forsinket, og at Tyskland hæver deres dieselafgifter, hvilket fører til øget grænsehandel med diesel i Danmark. Til gengæld trækker energikrisen sine spor, og data viser, at flere gasforbrugere end ventet skrotter fyret og færre køber nye benzin- og dieselbiler.

Nødvendige tiltag og effekter mod 52 procents reduktion i 2025:

Biogas

Opgradering af biogas brugt til elproduktion: 0,3 mio. tons

Elektrificering af biogasanlæg:  0,1 mio. tons

Transport

Lavere hastighed på motorvejene (maks. 110 km/t): 0,1 mio. tons

Øg benzin- og dieselafgifter med 50 øre/liter: 0,6 mio. tons

Genbesøg infrastrukturaftalen: 0,1 mio. tons

Stop for salg af emissionsbiler i 2025: 0,1 mio. tons

Industri

Hurtigere implementering af Co2-afgift: 0,3 mio. tons

Kulafgift: 0,2 mio. tons

Energi

Højere afgift på rumvarme: 0,1 mio. tons

Brug af nitrifikationshæmmere 0,4 mio. tons

Landbrug

Gyllehåndtering: 0,2 mio. tons

Øget krav til reduktions af udledning fra fordøjelsen 0,2 mio. tons

I alt 2,6 mio. tons

Kilde: Concito

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1