Ny Cowi-direktør i spidsen for 200 - og hun vil hyre 100 mere til grøn omstilling

1. december 2022 tiltræder Ane Leth som ny regionsdirektør for Cowi i Syddanmark.
Ingeniør Ane Leth har, minus en afstikker til en stilling på Aarhus Universitet, været ansat i Cowi siden 2008 og blandt andet arbejdet som projektleder og senest sektionsleder.
Nu tager hun et skridt opad på karrierestigen til jobbet som regionsdirektør for Cowi i Syddanmark, hvor virksomheden har kontorer i henholdsvis Vejle og Esbjerg. Hun får base i Vejle, men bliver synlig for kunderne i hele regionen.
- Mit job er todelt. Jeg skal samle vores p.t. godt 200 medarbejdere i Syddanmark om en fælles vækstvision og sammen med den øvrige ledelse sikre, at vi bevæger os i samme retning. Men det er samtidig en stærkt kundeorienteret stilling, og det bliver min opgave at tegne Cowi udadtil i regionen, siger Ane Leth.
En aktiv spiller i den grønne omstilling
Målsætningen er yderligere at accelerere den vækst, Cowi i de senere år har oplevet i Syddanmark, og med fokus på opgaver som understøtter en bæredygtig samfundsudvikling.
- Det er afgørende for os at være en aktiv spiller i den grønne omstilling. Fordi det i dén grad giver mening på et samfundsniveau, at vi bliver fossilfri, men også fordi det er her, der vil være forretning mange år frem i tiden, siger Ane Leth og understreger, at Syddanmark er et vigtigt vækstområde for Cowi.
- Vi arbejder blandet andet med store projekter relateret til energiforsyningsystemer, Power-to-X, datacentre, byggeri og infrastruktur. Specifikt i forhold til Esbjerg så er byen allerede en metropol for grøn omstilling, og Esbjerg Havn er ekstrem vigtig for Danmarks fortsatte udvikling og sikkerhed. Med andre ord: Vi skal være med overalt, hvor vi kan gøre en forskel, siger Ane Leth.
Hendes forventning er, at Cowi skal øge arbejdsstyrken i Syddanmark med cirka 100 ingeniører i de kommende to-tre år.
Artiklen er en del af temaet Navnenyt.