23948sdkhjf

100 millioner til udvikling af offshoreindustrien

Offshore Center Danmark står bag en række internationale projekter til gavn for hele sektoren.
Med projektmidler for over 100 millioner kroner er der lagt op til en massiv udvikling af offshore-industrien det kommende år. Det er det nationale viden- og innovationscenter Offshore Center Danmark, der i løbet af 2011 og 2012 har modtaget tilsagn om støtte til udviklingsprojekter til en samlet værdi af over 100 mio. kr. – alle med Offshore Center Danmark som projektansvarlig.

Den store tilgang af nye udviklingsprojekter var på dagsordenen ved Offshore Center Danmarks årsmøde i sidste uge, hvor 150 virksomheder fra offshoreindustrien var samlet i Musikhuset Esbjerg for at gøre status over det forgange år og for at drøfte branchens muligheder og udfordringer. Og de mange penge til nye udviklingsprojekter understreger det høje aktivitetsniveau og troen på fremtiden i branchen.

- Der er tale om investeringer, som skal bruges til at sikre dansk deltagelse i den globale offshoreindustri, både inden for offshore olie/gas og havvindmøllesektoren. Pengene er branchens, Offshore Center Danmark skal sikre, at vi får mest muligt ud af støtten, der kommer fra virksomhederne selv samt fra EU, Videnskabsministeriet, Region Syddanmark og andre store offentlige instanser, forklarer direktør Peter Blach, Offshore Center Danmark.

- Både inden for olie/gas og havvindmøller oplever vi stor travlhed i virksomhederne, og med støtten til de mange projekter kan vi udbygge danske virksomheders knowhow og konkurrenceevne – samtidig med, at viden fra projekterne kan bruges til styrke sikkerheden og miljøet samt sikre forbrugerne billigere energi, siger Peter Blach.

Gør en stor forskel
Opbakningen til branchen modtages med stor glæde, ikke mindst på grund af støtte til udvikling af sektoren.

- Det er flere år siden, at vi har oplevet så stor optimisme og aktivitet i vores virksomhed som for tiden og det gælder både inden for olie/gas og havvindmøller, nationalt såvel som internationalt, siger Jens Peter Thomsen, managing director hos Ocean Team Scandinavia.

- Det, at der fra offentlig side støttes op omkring innovation og udvikling i vores sektor, gør en stor forskel og kan hjælpe virksomheder som os med i sidste ende at komme ordentlig i mål, fortsætter han.

Samarbejde på tværs af landegrænser
Senest har Offshore Center Danmark modtaget tilsagn om støtte til to internationale projekter inden for udvikling af havvindmøllesektoren, GADOW og ECOWinds. Tidligere på året modtog centret tilsagn om støtte til projekter indenfor olie & gas industrien herunder undervandsteknologi, sikkerhed, internationalisering, netværk og generel profilering af den danske offshoresektor. Over 200 virksomheder og videninstitutioner er involveret i samarbejdet med Offshore Center Danmark.

- En fællesnævner for en række af de mange projekter er det tværnationale – samarbejde på tværs af landegrænserne. Det ser vi blandt andet med vores olie og gas engagement i Angola, Brasilien og Grønland, hvor vi gør en stor indsats for at profilere dansk knowhow, og vi ser det inden for havvindmøllesektoren, hvor vi er ansvarlige for projekter med samarbejdspartnere i Tyskland og England, siger Peter Blach.

Blandt de projekter, som Offshore Center Danmark er ansvarlig for er Energi på havet, et treårigt projekt, der skal skabe 7.000 arbejdspladser i offshore-sektoren inden 2020. Derudover har Offshore Center Danmark for nylig opnået anerkendelse som ”Cluster Management Excellence- Gold”, der er EU's fornemste udmærkelse til Europas over 300 klyngeorganisationer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172