23948sdkhjf

Museum sætter strøm til 300 millioners udbygning

Energimuseet i Tange ved Bjerringbro planlægger en omfattende renovering og udbygning, som flytter fokus fra energi og energiløsninger mod bæredygtighed og den grønne omstilling.

I sig selv er det ikke en nyhed, da museet i årevis har gået med udvidelsesplaner. I 2019 kom det til udtryk i et samarbejde med tegnestuen BIG om et projekt i det brede spænd på 100 til 250 mio. kr. 

Men der manglede noget i ligningen, lyder det nu fra museet om de tidligere planer. For at få plads til 4000 kvm stål, glas og beton skulle hovedbygningen fra 1994 rives ned og flere hundrede lastbiler køre væk med jord og byggeaffald.

”Så vi gjorde noget andet i stedet. Vi besluttede at genstarte processen, sige farvel og tusind tak til den valgte arkitekt for at skabe klarsyn hos os og samlede et team af de mest progressive virksomheder indenfor byggeri med særlig fokus på bæredygtighed, cirkularitet og verdensmål,” skriver energimuseet i en pressemeddelelse om de nye planer.

Nu har udbygningsplanerne så fået ny næring og form med Loop Architects som ansvarlig for arkitekturen, viser nye planer fra museet ved Tangesøerne. Det ubeskedne mål er at blive Danmarks mest bæredygtige museum.

Planerne indebærer blandt andet, at skabelsen af det transformerede Energimuseum vil opfylde mange behov og ved at vælge et bæredygtigt og cirkulært økonomisk design, så museet vil både indholdsmæssigt og arkitektonisk fremvise ”det ypperligste indenfor bæredygtighed”.

90 procent genbrug

Projektet koster ifølge Viborg Stifts Folkeblad 300 mio. kr., og cirka 90 pct. af det eksisterende museum skal på en eller anden måde genbruges.

– Vi skal beholde alt det, vi kan og bruge det aktivt i ombygningen af museet. Vi river ikke ned for at bygge nyt, men at vi tager udgangspunkt i museets to bygninger og skaber et nyt museum derfra, fortæller direktør Teo Juel Geer til lokalavisen.

Energimuseets eksisterende hovedhus og ”Elektricitetshuset” bevares i den nye plan, og der bliver cirka 4.800 kvm mod de nuværende cirka 3.000 kvm.

Ombygning om udstilling

Det transformerede Energimuseum skal byde på en gentænkning af alle tidligere udstillinger og et nyt udendørs landskab, hvor naturomgivelser forenes med kunst, opholdssteder og naturvidenskabelig formidling. Museet får også nye udstillinger med større fokus på fortællingerne og de digitale virkemidler: Fra betydningsfulde videnskabsfolk over fortællingen om danskerne og energien og frem til store simulationer omkring fremtidens intelligente energisystemener og Power-to-X-løsninger.

”Ombygningen af Energimuseet er ikke bare en klassisk ombygning. Det er en udstilling i sig selv. Vi renoverer og bygger om efter de højeste standarder indenfor bæredygtighed og anvender verdensmålene som styrepind for selv den mindste aktivitet,” lyder museets projektbeskrivelse.

De virksomheder, der hjælper museet nærmere en renovering og ombygning, er Loop Architects, der sammentænker arkitektur og bæredygtighed, Schønherr Landskabsarkitekter, der skal binde området sammen og forbinde det, der i dag er Elektricitetens Hus med museets hovedbygning. Dansk Energi Management tænker verdensmålene ind i projektet, Moe Rådgivende Ingeniører sikrer konstruktionen, mens Moesgaard Museums tegnestue skal skabe udstillinger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156