23948sdkhjf

Boligejer er klar til at betale mindre formue for at få fjernvarme

I Vendsyssel arbejdes der på at udbrede fjernvarme til småbyer, der plages af høje varmeregninger. Alligevel kniber det nogle steder med opbakning

Gorm Terp har sit eget hus og to udlejningshuse i landsbyen Bjergby udenfor Hjørring, og han har nu givet tilsagn om at betale flere hundrede tusinde kroner for at få udskiftet henholdsvis ét oliefyr og to gasfyr med fjernvarme fra Hjørring Varmeforsyning. Han ser frem til en samlet investering på 120.000 kroner pr. husstand, hvis der ellers opnås tilstrækkelig opbakning blandt landsbyens cirka 300 indbyggere.

- Jeg er ikke afskrækket af prisen, og med de nuværende priser på specielt gas, er der ikke så meget at betænke sig på. Jeg ser det også som en vigtig investering i fremtiden for vores lille samfund, at vi får lagt fjernvarme herud, siger Gorm Terp, der også har været med i en arbejdsgruppe bag ønsket om at få fjernvarme til landsbyen.

- Jeg fornemmer, at interessen er stor, så jeg er sikker på, at det vil lykkedes at få tilsagn fra de 60-70 procent, som det kræver, for at de går videre med planerne, siger Gorm Terp, der også peger på, at gasfyr skal udfases i løbet af få år, og at varmepumper for mange har vist sig at være et dyrt alternativ med de nuværende elpriser.

43 procent med positivt tilsagn

Hjørring Varmeforsyning er da også blandt de billigste varmselskaber i landet med en årlig gennemsnitlig varmepris for et standardhus på 130 kvadratmeter på små 11.000 kroner. En opgørelse over tilsagn fra borgerne i Bjergby viser tirsdag morgen, at 136 borgere, svarende til 43 procent, har givet positivt tilsagn om fjernvarme.

- Det var i fredags, at der blev åbnet for tilkendegivelser, så vi håber da, at det lykkedes at nå op på de 210 husstande som er nødvendigt for at økonomien hænger sammen, siger direktør i Hjørring Varmeforsyning, Per Sørensen.

Landsbyen ligger godt

Der er heller ikke udsigt til, at Hjørring Varmeforsyning bliver ramt af voldsomme prisstigninger, da de primære varmekilder her er affaldsvarme og biomasse i form af flis.

Borgerne i Bjergby har frem til 25. september til at tilmelde sig. Derefter bliver der lavet et mere konkret projektforslag, og så skal der laves endelige bindende kontrakter med de borgere, der ønsker fjernvarme. Landsbyen ligger godt, fordi der i forvejen løber en transmissionsledning med affaldsvarme mellem Hjørring og Hirtshals.

Udvider fristen

I nabolandsbyen Astrup, der også er plaget af især de høje gaspriser, går det imidlertid mere trægt med tilslutningen. Her er det Sindal Varmeforsyning, der tilbyder at koble interesserede borgere på fjernvarme for 75.000 kroner. Derudover skal borgerne betale et årligt beløb på cirka 2.500 kroner til den transmissionsledning som det bliver nødvendigt at etablere mellem Sindal og Astrup. Da fristen for tilkendegivelser udløb i fredags, var der imidlertid kun 104 ud af i alt 250 potentielle varmeforbrugere, der havde givet positiv tilsagn.

- Vi skal op på 130 tilmeldte for at projektet hænger sammen. Vi har nu besluttet, at udvide fristen med denne uge, så det stadig er muligt at tilmelde sig. Det er da lidt skuffende. Incitamentet til at blive koblet på fjernvarme bliver ikke større end det er i øjeblikket, siger driftsleder hos Sindal Varmeforsyning, Jesper Skrubbeltrang.

Han mener årsagen til at flere end forventet tøver, nok er hele den usikre situation, der raser lige nu.

- Der mangler nogle klare politiske udmeldinger om situationen, og der vælger nogle at vente og se tiden an, og det kan man ikke fortænke dem i. Det er en meget speciel situation lige nu, siger Jesper Skrubbeltrang.

Ingen forklaring på forskellig pris

Varmeforsyningen har også måttet opgive en udvidelse til landsbyen Mosbjerg nordøst for Sindal. Her var der kun 40 procent tilslutning.

Sindal Varmeforsyning kan tilbyde en årlig varmepris på cirka 18.000 kroner om året, så her er den potentielle besparelse heller ikke så høj som for beboerne i Bjergby, der tilsluttes Hjørring Varmeforsyning. Selskaberne har ikke umiddelbart en forklaring på, hvorfor prisen for tilslutning er meget forskellig i de to landsbyer.

- Det kan jeg ikke svare på. Ud af vores samlede pris på 120.000 kroner er 90.000 for selve tilslutningen udenfor huset og så 30.000 til installationer inde i huset, fortæller Per Sørensen fra Hjørring Varmeforsyning.

Hvis der opnås tilstrækkelig opbakning forventer begge varmeselskaber, at tilslutningen er fuldt udbygget i 2024. Kritikere er bekymrede for, om de eksisterende varmekunder kommer til at betale en del af regningen i form af højere varmepriser.

- Vi tjener ikke på at få flere kunder, og lovgivningen tillader ikke, at vi vælter udgifter fra en udvidelse af varmenettet over på eksisterende kunder, så det er en klar forudsætning, at økonomien hviler i sig selv, understreger Per Sørensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109