23948sdkhjf

Politikere vil have CO2-krav ind i vindmølleudbud: Vi kan ikke nøjes med pris

Udbud af danske vindmøllefelter bør fremover indeholde krav til mængden af CO2-udslip ved produktion og opstilling af vindmøllerne. Det mener både Venstre og SF

Vindmølleindustrien skal væk fra kun at tænke i laveste pris, når der sættes vindmøller op i de danske havvindmølleparker.

Sådan lyder det nu fra Christiansborg, hvor både Venstre og SF dermed lægger sig på linje med den del af vindmølleindustrien, som de senere uger har skruet op for kritikken af udviklingen omkring specielt havvindmøllerne.

- Fra Venstres side er vi meget opmærksomme på, at vi ikke kan nøjes med pris som udbudskriterie i de her vindmølleudbud. Vi er nødt til at udvide vores udbudskrav og stille krav om en livstidscyklusanalyse på miljø og klima, siger Venstres ordfører for energi- og forsyning, Carsten Kissmeyer til Jern & Maskinindustrien, Energy Supplys søstermedie.

Samme melding lyder fra SF.

- SF bakker op om et udbud, der ikke alene baseres på pris. Vi vægter også innovative løsninger, CO2 aftryk, miljø samt arbejdsmæssige vilkår i produktionen, siger Karsten Filsø, som er SF's energi- og forsyningsordfører. 

De politiske udmeldinger kommer i kølvandet på, at flere underleverandører i vindmølleindustrien oplever, at de aktuelt mister eller får annulleret produktionsordrer, som kineserne i stedet løber med.

Hvis der stilles skærpede grønne og sikkerhedspolitiske krav til fremtidens danske udbud af vindmøller, vil det sandsynligvis blive sværere for kinesere at vinde de danske ordrer.

Men det vil givet også skære i de statslige indtægter på de danske vindmøllefelter.

Det er en pris, som Carsten Kissmeyer er klar til at betale.

- Det billige tilbud kan blive dyrt på længere sigt, og vi skal sikre forbrugerne noget, som er langtidsholdbart. Vi kan godt gøre det her som land, vi kan godt komme et stykke af vejen selv,  siger Carsten Kissmeyer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.124