23948sdkhjf

Klumme: Tid til eftertanke

For et stykke tid siden så jeg Løvens Hule, og som så mange andre er jeg stor fan af programmet.

Det er vigtigt for vores samfund, at nye iværksættere får vind i sejlene til at vækste med deres forretning, og programmerne præsenterer iværksætteri på en underholdende måde.

Men denne gang, midt i det spirende forår, fik jeg noget at tænke over, som hænger sammen med både vores levevis og vores tillid til myndighedernes godkendelser af produkter. Lad mig lige slå fast med syvtommerssøm, at jeg absolut ikke er ude med riven, og jeg ønsker på ingen måde at hænge nogen ud. Der er blot tale om nogle personlige refleksioner. 

I føromtalte udsendelse deltog blandt andet DM Greenkeeping, der tilbyder professionel græspleje til private og erhverv, som vil få græsset til at fremstå grønnere og sundere.

"Løverne” var sultne og kæmpede om at komme ombord i firmaet.
Netop det indslag gav en del henvendelser og reaktioner i vores brancheforening. For hvordan skal vandværker forholde sig til en virksomhedsmodel, der ganske givet vil blive en succes, men som måske ikke ligefrem er en livret for os, der har beskyttelse af vores grundvand som første prioritet? 

Af virksomhedens hjemmeside fremgår det, at man har et stort fokus på at passe på miljøet. Man bruger kun produkter, som er godkendte af Miljøstyrelsen, man har opnået sprøjtecertifikater og fører naturligvis de lovpligtige journaler. I det hele taget minder kommunikationen meget om den, vi ser i landbruget og andre steder, hvor man har brug for at benytte produkter, der potentielt kan være så skadelige, at de skal godkendes af staten. Og det er præcis her, jeg synes, det er blevet tid til eftertanke.

En verden i dybe problemer

Vi har en verden, som nærmest har åndenød over vores levevis. Jeg tror, det er svært at finde et eneste menneske i landet, som ikke medgiver, at vores levestil og vores overforbrug er skadelig for vores jord. Når vi vælger at bruge potente produkter, hvad enten det handler om en grøn og smuk græsplæne eller om at optimere en produktion med potentielt miljøskadelig kemi, så træffer vi et valg. Og det valg er ikke nødvendigvis godt for hverken vores miljø eller sundhed. 

Drikkevand skal i særlig grad beskyttes 

Igennem de år, jeg har arbejdet i vandsektoren, har vi set en stejl stigning i de uønskede stoffer, vi finder i vores vand. Vandværker skal måle mere og mere, og myndighederne skal i stigende omfang forholde sig til stoffernes eventuelle skadelige effekt på vores sundhed. Det er et kæmpestort ansvar at skulle bære, og spørgsmålet er, om vi reelt har den viden, der skal til for at kunne forudse eventuelle skadelige effekter? Vi stiller stadig høje krav til vores myndigheder, og meget tyder desværre på, at eksperterne er uenige, og alene det faktum kan gøre mig bekymret. Når vi taler om drikkevandet, hælder jeg mod en øget forsigtighed. Jeg har derfor længe efterspurgt en helhedsorienteret og samlet plan fra miljøministeren, som vil kunne beskytte det grundvand, vi senere skal bruge til drikkevand, mod skadelig aktivitet på overfladen - også på den lange bane.  

Vi har alle et ansvar

Hvad vil jeg så egentlig med denne klumme, spørger du måske? Jeg vil understrege, at vi alle har et ansvar. Vi træffer valg hver eneste dag. Skal jeg købe konventionelle eller økologiske produkter? Har jeg brug for mere nips, værktøj eller tøj? Behøver jeg at rejse? Ønsker jeg at bruge kemi i min have, eller vil jeg fjerne ukrudt med håndkraft? Tænker vi rent faktisk nok over vores miljøaftryk i vores hverdag? Og er jeg bevidst nok om mit eget ansvar - også når det gør tingene lidt mere besværlige? Jeg mener, det er den type af spørgsmål, vi må stille os selv, hvis vi for alvor vil sætte bæredygtighed og grundvandsbeskyttelse på dagsordenen.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078