Siden 1979 har fjernvarmesektoren været underlagt varmeforsyningslo-ven, der bl.a. har indeholdt bestemmelser om tilslutningspligt. Heri lå, at kommunalbestyrelsen kunne tvinge en bygningsejer til at betale tilslutningsafgift og de løbende faste afgifter til det lokale fjernvarmeværk. En egentlig aftalepligt var ikke omfattet af tilslutningspligten.

Når datids-formen anvendes, skyldes det, at tilslutningspligten blev ophævet i 2019 efter at have fungeret i 40 år. Helt ophævet er tilslutningspligten nu ikke, for tilslutnings- og forblivelsespligt pålagt inden ændringslovens ikraft-træden, er forblevet i kraft. 

Det er den tilslutningspligt (og måske forblivelsespligt), som nu måske skal genindføres, jf. udmeldinger fra Folketingsmedlemmer. Senest har SF talt om at gøre op med frivilligheden i energivalg og gennemtvinge tilslutning til fjernvarme. Tidligere har det Radikale Venstre foreslået en automatisk "ja tak"-ordning, således at det kræver et aktivt valg at slippe.

Hvorfor tilslutningspligt

Men hvorfor har vi i det hele taget haft tilslutningspligt?

Grundnormen i dansk ret er jo netop aftalefrihed, og som forbruger er man vant til selv at beslutte, hvor man vil handle. At der kan pålægges tilslutningspligt, aftagepligt eller lignende er imidlertid intet særsyn, når det drejer sig forsyningsydelser til ejendomme. Det samme finder vi ifm. naturgasforsyning, vandforsyning, spildevandsafledning og for husholdningernes vedkommende for affaldsindsamling.

Der kan være forskellige motiver for tilslutningspligten. Bl.a. vil tilslutningspligten kunne sikre et økonomisk kundegrundlag for de ofte store initialinvesteringer, der er forbundet med etablering af en forsyningsydelse. En businesscase bliver bedre, hvis kunderne ikke kan gå andre steder hen. Er der blevet stillet kommunal garanti for lån, reducerer tilslutningspligt også risikoen for, at garantien bliver aktuel.

Og nu er udfasningen af naturgas så blevet begrundelsen, hvad enten det skyldes grøn omstilling eller krig.

Ikke obligatorisk

Det er en folketingspolitisk afgørelse, om muligheden for tilslutningspligt skal eksistere. Det var den mulighed, som Folketinget bragte til ophør i 2019. Men det har hele tiden været en kommunalpolitisk beslutning, om tilslutningspligten skulle pålægges i det konkrete projekt. 

Mange steder har fjernvarmeforsyningen eksisteret glimrende, uden at tilslutningspligten blev anvendt, eller at den, skulle den eksistere, for den sags skyld blev håndhævet. Af ”Konkurrenceanalyse af fjernvarmesektoren” fra 6. december 2017 fremgår det, at 49 procent af de knap 1 mio. matrikler i fjernvarmeområder er dækket af en form for tilslutningspligt.

Forventet afskaffelse

At tilslutnings- og forblivelsespligten blev afskaffet var ingen overraskelse. Dels var det én af anbefalingerne i konkurrenceanalysen af fjernvarmesektoren fra december 2017, dels fremgik det af den politiske aftale fra juni 2018. Forinden var det i 2016 politisk blevet aftalt at skabe tilskyndelse effektiviseringer i fjernvarmesektoren på 0,5 mia. kr. i 2020.

I forarbejderne til lovforslaget, der afskaffede tilslutningspligten (L 97/2018), begrundes ændringen således: ”Ejere af ejendomme, der er pålagt tilslutningspligt, har som følge af forpligtelsen begrænsede muligheder for at vælge en billigere eller grønnere varmeforsyningsform. En ophævelse af muligheden for at pålægge ny tilslutnings- og forblivelsespligt vil give forbrugerne bedre mulighed for at vælge deres foretrukne op-varmningsform samt skabe et incitament til effektiviseringer på varmeforsyningsanlæggene for dermed at kunne levere varme til en billigere ydelse i konkurrence med individuelle opvarmningsformer.” 

Det var således ønsket om at fritstille forbrugerne, så konkurrencepresset kunne reducere omkostninger til boligopvarmning, der begrundede tilslutningspligtens ophævelse. Skulle dette hensyn have ændret sig? 

Endvidere ligger det i tidens tendens at give forbrugerne frit leverandørvalg. Det er sket på tele- og elområdet.

Praktisk muligt

For at tilslutningspligt til fjernvarme skal give mening, skal der være et fjernvarmeanlæg at tilslutte sig til. Tilslutningspligt kan ikke fremhekse fjernvarmerør. De kan ikke lægges fra dag til dag. Og når tilslutning så evt. bliver muligt, vil lovgiver, hvis tilslutningspligten skal genindføres, formodentlig give den enkelte boligejer en vist frist til at lade sig tilslutte fjernvarmen.

Efter tilslutningsbekendtgørelsen var fristen før 2019 på 9 år for eksisterende bebyggelse. Fristen skulle hindre, at en boligejer blev tvunget til at skrotte et nyindkøbt anlæg. Det samme hensyn vil gøre sig gældende i dag. Gasfyr er dyre. Luft til vand-varmepumper endnu dyrere.

Tilslutningspligt næppe det rette middel

De boligejere, der ligger i et kvarter med et eksisterende fjernvarmenet, har aktuelt rigelig økonomisk incitament til at skifte til fjernvarme. Sådan har det også været tidligere. 

For boliger i områder, hvor der ikke pt. er lagt fjernvarmerør, eller hvor arbejder hermed er startet, vil der gå flere år, før en tilslutning vil være fysisk muligt. Læg dertil en tilslutningsfrist.

Det er derfor tvivlsomt, om en genindførsel af tilslutningspligt er det rette virkemiddel til at reducere det aktuelle naturgasforbrug til boligopvarmning på kort sigt. 

For den enkelte boligejer vil det snarere være værdifuldt at vide, om og hvornår en tilslutning til fjernvarmen bliver mulig. Det kan være afgørende for, om der snarest muligt skal skiftes til en varmepumpe, eller om man skal afvente en udbygning af fjernvarmenettet.

Kommunerne kan straks gå i gang med en mere aktiv varmeplanlægning, herunder sætte årstal på udbygningerne. Den vil være inden for den gældende varmeforsyningslovs rammer. Staten kan – med lovgivnings-magten i ryggen – også pålægge kommunerne denne opgave.

Den opgave har den grønne omstilling kaldt på, længe før vi fik stigende energipriser, hvad enten det skyldes vejrlig eller krig.

Artiklen er en del af temaet Klumme.