23948sdkhjf

Kan ikke komme ud af aftale med Gazprom: Men den forlænges ikke

Ørsted kan ikke komme ud af sin aftale om at købe gas fra russiske Gazprom. Men aftalen bliver ikke forlænget, når den udløber i 2030.

Det oplyser det danske energiselskab i en pressemeddelelse mandag.

Aftalen har fået særlig stor interesse på det seneste efter Ruslands invasion af Ukraine, der har ført til sanktioner fra vestlig side.

Flere parter har opfordret Ørsted til at komme ud af kontrakten med Gazprom, der leverer russisk gas til det danske selskab.

Det har Ørsted dog ikke mulighed for, fortæller selskabet i meddelelsen. Ørsted kan dog vælge ikke at forlænge den. Og det kommer selskabet ikke til.

- Ørsted har en langsigtet gaskøbsaftale med mindsteaftageforpligtelser, en såkaldt "take-or-pay"-gaskøbsaftale, med Gazprom Export.

- Kontrakten blev indgået i 2006 og udløber efter dens bestemmelser i 2030. Kontrakten kan ikke opsiges på nuværende tidspunkt.

- Kontrakten forlænges ikke, skriver Ørsted i meddelelsen.

I meddelelsen understreger Ørsted, at selskabet fordømmer den russiske invasion af Ukraine, og at der er truffet en række foranstaltninger for at stoppe samarbejdet med russiske virksomheder.

Det dækker over, at Ørsted er stoppet med at købe biomasse og kul fra Rusland til selskabets kraftvarmeværker.

Ørsted har også besluttet ikke at indgå nye kontrakter med russiske selskaber.

Endelig sørger Ørsted for, at ingen af selskabets leverandører til udbygningen af vedvarende energi er russiske.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097