23948sdkhjf

Stort østjysk forsyningsselskab henter ny økonomidirektør hos Energi Danmark

Det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb (tidl. AffaldVarme Aarhus), der i 2019 blev selskabsgjort, optrapper på ledelsesfronten og har netop ansat Thomas Elgaard
Jensen som ny økonomidirektør for koncernen.

Thomas Elgaard Jensen bliver en del af direktionen med adm. direktør Bjarne Munk Jensen.

Sammen med den øvrige ledelse får den nye økonomidirektør til opgave at gøre det muligt at eksekvere på selskabets 2025-strategi og bidrage til byens CO2 -reduktion, øge genbrug og genanvendelse og sikre, at det bliver nemt at være grøn for kunderne.

- Som en af landets største forsyningsselskaber med aktiviteter inden for bæredygtighed, ressourceøkonomi, energioptimering og forsyningssikkerhed er Kredsløb en central spiller i omstillingen til et grønnere samfund. Det spiller godt sammen med mine personlige ønsker om at tage aktiv del i omstillingen og ikke mindst mine konkrete erfaringer fra energibranchen, hvor jeg bl.a. har arbejdet med optimering og balancering af vedvarende energi. Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet, siger Thomas Elgaard Jensen.

Thomas Elgaard Jensen kommer fra en stilling hos Energi Danmark. Han starter hos Kredsløb 1. maj 2022.

Flere investeringer i grøn omstilling

Som et led i selskabsgørelsen er Kredsløb gået fra hovedsageligt at levere kerneydelser inden for affaldshåndtering og varme til i stigende grad at få en betydelig rolle i omstillingen og det konkrete arbejde med byens og Danmarks nationale målsætninger på klimområdet.

Derfor er et naturligt led i udviklingen, at fokus øges på at foretage grønne investeringer, der accelererer den udvikling nu og i fremtiden.

- Hvis vi fortsat vil skubbe på omstillingen, kræver det flere investeringer. Både i udviklingen af nye og kendte teknologier og i nye projekter og ganske enkelt at investere i flere kompetencer og øget mandskab. Derfor er vi glade for at byde Thomas Elgaard Jensen velkommen og glæder os til denne styrkelse af ledelsen, siger Thomas Rand,der er bestyrelsesformand for Kredsløb.

Artiklen er en del af temaet Navnenyt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109